Kolde fødder før bryllup... eller har jeg virkelig mødt den ægte kærlighed?
Hej Camilla.
Det er første gang, jeg benytter et forum som dette. Jeg håber meget, du vil tage dig til til at svare mig.
Jeg har aldrig i mit liv følt mig så ulykkelig lykkelig på en og samme tid.
Jeg er 26 år og har været sammen med min kæreste i snart syv år. Vi har aldrig været fra hinanden, og har haft, hvad mange vil betegne, som et rigtig godt forhold.
Det var min kæreste, der gik efter mig, da vi i sin tid fandt sammen. Vi lærte at kende hinanden henover et par måneder, før vi overhovedet kyssede hinanden. Jeg var usikker på, om jeg var klar til et forhold dengang, men med tiden begyndte jeg at holde så meget af ham, at jeg ikke længere stillede spørgsmålstegn derved. Han skulle bare være i mit liv.
Da vi havde været kærester i et år, flyttede vi sammen. Jeg flyttede direkte hjemmefra og sammen med ham. Han er fire år ældre end mig og var defor også fløjet fra reden nogle år tidligere.
Min kæreste er en helt fantastisk person, som går lige ind i alles hjerter, Min familie - helt ud til yderste led, forguder ham, og det samme gælder veninder. De fortæller mig altid, hvor tydeligt det er, at han elsker mig overalt på jorden. Og det gør han virkelig. 'Alt for dig', som han siger.
Sommeren sidste år friede han - selvfølgelig på den helt perfekte måde... Jeg blev glad og overrasket og sagde ja. Og jeg var virkelig glad, men alligevel ikke sådan glad, som jeg tænker, man skal blive, når man bliver friet til. Jeg græd ikke af glæde, og jeg fik ikke et sus i maven.
Jeg er studerende, men arbejder ved siden af nogle timer om ugen. For nogle måneder siden begyndte jeg at snakke med en fyr fra arbejdet, som jeg dag for dag siden er blevet mere og mere tiltrukket af. Han er normalt slet ikke min type, men allerede et år tilbage, hvor han startede på arbejdspladsen, kunne jeg mærke, at der var et eller andet ved ham, På daværende tidspunkt var han selv i et forhold. Det er han ikke længere. Han har netop forladt kæresten, som han var sammen med gennem 7-8 år.
Jeg føler, vi forstår hinanden og den frustration, der kan være ved i så ung en alder at have været sammen med sin partner i så mange år. Vi har flirtet og sms'et og talt ret åbent om vores følelser for hinanden - og vores kærester/eks-kærester.
Jeg har også besøgt ham en hverdagsaften for at se, hvordan det var at møde ham, når alkoholen ikke trillede i blodet og vi sad ansigt til ansigt. Det var "desværre" enormt dejligt at se ham og tiden den aften fløj afsted.
I lørdags kunne jeg ikke længere modstå fristelsen og faldt i til en større fest, hvor vi begge var med. Vi kyssede i smug, og jeg tog med ham hjem efter festen. Vi havde ikke sex, men lå bare og holdt om hinanden og kyssede. Det var vidunderligt, og hele min krop sitrede.
Han har følelser for mig, og håber, det kan blive os to. Vi er meget ærlige overfor hinanden. Han respekterer, at jeg står i en svær situation, og som han siger, prøver han at forberede sig på, at jeg nok en dag siger "stop" til ham.
Jeg leder efter fejl hos ham for mindre at kunne lide ham. Fx 'aj, så har han måske også lidt skæve tænder' eller '.. aj, ham vil familien måske heller ikke lige så godt kunne lide...' og lignende. Meget overfladiske ting... Men det virker bare slet ikke... Mit hjerte siger bare 'pyt...'
Ligeledes får jeg mere og mere øje på fejl ved min kæreste... Hvorfor læser han fx ikke nogle flere bøger, hvorfor er han ikke god i køkkenet, hvorfor elsker han ikke at filosofere om meningen med livet osv... - ting som den anden fyr også værdsætter...
Jeg er så forvirret. Jeg kan ikke finde ud af, om det blot er 'desperation før lukketid' (brylluppet...), eller om der virkelig er noget i det med den nye fyr.
Jeg ønsker på en måde at tage en god snak med min kæreste, men vil ikke såre ham, og vil heller ikke skuffe alle dem, der skal med til brylluppet, som står om blot halvanden måned. Jeg føler presset af tiden...
Min kæreste fandt for noget tid siden nogle sms'er i min telefon og blev virkelig ked af det. Det gjorde ondt på mig at se ham sådan, men på en måde ønskede jeg også, at han skulle finde dem, så der kunne blive taget hul på bylden. Jeg elsker ham, men er i tvivl.... Jeg ved ikke, om det blot er 'tryghedsfølelser', jeg efterhånden har. Og i forhold til den nye fyr - er det så blot forelskelsens tåge, jeg er indhyllet i, eller har jeg mødt den ægte kærlighed...
Vi skal giftes om 1 1/2 måned. Det er snart. Jeg føler, at for hver dag, der går, kan jeg mindre og mindre "tillade" mig at gøre noget. Jeg er hele hans fodfæste. Jeg føler et eller andet sted, at han elsker mig mere, end jeg elsker ham.
Jeg har heller ikke rigtig lyst til sex med ham mere. Jeg synes han er dejlig og bliver glad, når han holder om mig, men når det kommer til sex, er det som, at min krop bare "slukkes". Jeg har ellers lyst. Kan mærke følelsen næsten hver dag. Den er der bare ikke, når vi ligger sammen. Han er meget large, hvad angår dette, men det er klart, at han efterhånden er træt af det...
Jeg er så frustreret.... For leder jeg i virkeligheden efter den evige forelskelse, som ikke findes? Jeg var jo glad, inden den nye fyr kom ind i billedet, eller var jeg? Jeg føler ikke sikker på noget som helst længere...
Jeg har ikke snakket med nogen om det. Jeg føler på en eller anden måde, at det er mindre virkeligt, hvis jeg ikke snakker med nogen om det...
Håber på noget respons fra dig. Undskyld, det blev til en hel stil.
Anonym
Svar fra Camilla Holst, Psykolog
Kære ’ kolde fødder’
Som du selv skriver, var du og din kæreste unge, da I fandt hinanden. Så helt naturligt har I ikke prøvet så meget eller har været i mange forhold, og derfor har du mindre at sætte dit forhold i relation til.
Samtidig er det svært at sammenligne forhold, man har på forskellige tidspunkter i livet og med forskellige mennesker; to forhold vil aldrig være ens, ligesom der altid vil være både gode og dårlige ting i et hvilket som helst forhold. Det er ligeledes svært at sammenligne en ny flirt eller forelskelse med den kærlighed, der er mellem to mennesker, der har kendt hinanden i mange år. Det er to helt forskellige følelser, og mens flirten rummer masser af energi, glæde, spænding, frygt osv. har det gode, faste forhold andre kvaliteter som tryghed og en mere rolig og dyb kærlighed.
Du befinder dig i et stort dilemma, og jeg forstår godt, at du er på herrens mark. Jeg kan ikke fortælle dig, hvem af de to mænd du skal vælge. Men jeg kan give dig det råd at udskyde eller aflyse brylluppet, til du er sikker på, at du har lyst til at blive gift. Lige nu presser datoen dig, og der er en deadline, som du skal leve op til. Og det sidste, du har brug for i denne situation, er mere pres! Hverken du eller din kæreste er desuden tjent med, at du siger ja til noget, du i virkeligheden er i tvivl om. At blive gift er en kæmpe beslutning, der som udgangspunkt handler om en forpligtelse for resten af dit liv, og det er ikke en beslutning, du bør tage på så usikkert et grundlag som nu.
De manglende følelser for din kæreste kan skyldes at ægteskab kan være et pres over dit hoved. Du ved at når du siger ja til ham, siger du nej til alle de andre. Det kan, for dig, være så angstprovokerende at du kaster dig hovedkulds ud i en flirt med en anden. Prøv at slippe angsten for ægteskabet. Det er blot et symbol på en dyb kærlighed til din kommende mand. Og hele ceremonien når man bliver gift, er bare en kæmpe fest for at fejre kærligheden mellem jer to. Forsøg at lade være med at gøre det til mere end det er. Jeg tror at du frygter, om du kan klare dét, klare tosomheden i ægteskabet. Et godt råd er at slippe din angst, slippe dine høje forventninger til hvordan du skal være den helt rigtige brud og kone. Glem alt om at du, fra vielses dagen aldrig må føle dig tiltrukket af et andet menneske. Det er ikke muligt. Du vil, af og til, føle dig tiltrukket af andre. Prøv at være dig selv og så tag dig selv med ind i det bryllup. Husk at det er dig der skal giftes, på din egen måde. Det er ikke et glansbillede du skal sætte op, du skal bare sige JA, til en mand som betyder rigtig meget for dig i dit liv lige nu. Det er ikke svært og det gør ikke ondt. Det er bare ren kærlighed.
Dog vil jeg lige tilføje, at du ikke må sige ja, hvis du ikke har kærlige følelser for ham. For så er det ægteskab dømt til at fejle fra start af.
Prøv at bruge et par dage hvor du trækker stikket ud og koncentrere dig lidt om dig selv, opdager om du savner din kommende brud og får klaret hovedet lidt. Brug dagene til at tænke på hvad du egentlig føler, og hvad du har lyst til. Og det er en proces, du selv må mærke dig frem igennem – selvfølgelig kan du tale med andre om det, men ingen kan fortælle dig, hvad du skal gøre.
Jeg tror, du har brug for at tale med din kæreste og være så ærlig over for ham, som du har mod på. Hvis han ikke ved, hvad der foregår inden i dig, har han ingen chance for at ændre noget, og I har intet udgangspunkt for at tale sammen på lige vilkår. Hvad enten du fortæller alt om din affære eller du nøjes med at fortælle, at du er i tvivl eller ikke er rigtigt glad i jeres forhold, er det nødvendigt at tage hul på nogle af de ting, som er så svære at sige. Måske kan I hjælpe hinanden, og det vil helt sikkert være en enorm lettelse for dig ikke at skulle gå rundt med alle de forvirrede følelser af skyld, glæde, frustration osv. alene. Du skriver, at det hele føles mindre virkeligt, hvis du ikke taler med nogen om det. Men det er virkeligt, og du bliver nødt til at forholde dig til den svære situation, du står i. Og på den ene eller den anden måde skal du nok komme igennem den, det bliver bare nemmere at udholde, hvis du har nogen at dele det med. Og du bliver nødt til at dele noget af det med din kæreste, hvis du vil give såvel ham som jeres forhold en chance.
Varm hilsen
Psykolog Camilla Holst
