Du er her: Forside > CityTerapi > Brevkasse - Camilla Holst - BT > Store bonusbørn og deres mor

Hej Camilla

For små 5 år siden mødte jeg en mand og efter et års tid med tanker og op-/nedture blev vi begge skilt med dertilhørende store problemer og konflikter med eks'erne.

Min eksmand fandt hurtigt en ny og blev gift og der er stort set ingen kontakt mellem ham og mig, kun meget sporadisk ifm. vores store fælles barn. Vi ses ikke til familiehalløj sammen eller noget. Vennerne har taget hans parti efter skilsmissen.

Min kæreste har efter skilsmissen formået at holde et nogenlunde forhold til eks'en, de har to store børn, den ene bor hjemme, den anden for sig selv. Den yngste skal nu holde stor fest og ønsker at gøre det med mor og far i fællesskab, med fælles venner og familie og hele molevitten. Jeg er blot ikke en del af dette, da mor ikke ønsker at se mig - vi har endnu ikke mødtes og jeg er ved at være godt knotten over, at hun skal have lov at fastholde dette ønske.

Egentlig har jeg intet ønske om at møde hende, men igen at være udelukket fra en fødselsdag/studentertur eller andre arrangementer med børnene er ved at blive en ret stor frustration for mig.

Min kæreste kan ikke selv sige det til hende, er så konfliktsky at han forsøger at glatte alt ud, hvis han kan. Jeg har til nu haft forståelse for at det har været synd og svært for børnene med skilsmissen o.s.v., men nu er tiden ved at være gået og det må da snart være gået lidt "over", forstået på den måde, at jeg gerne vil være en del af deres liv. De kan bruge mig til praktiske ting med lektier, købe småting i de små butikker, der er lidt besværlige selv at nå ind til for dem, hjælpe med praktiske ting, læse korrektur på opgaver, bestille sko o.s.v. - ting, som jeg rigtig gerne gør, men i princippet kunne deres mor gøre det... Men til fødselsdagen er jeg så ikke god nok.

Det er den følelse, jeg får - ikke god nok og det er dybt frustrerende for mig og jeg blir fysisk dårlig, når der er fælles familiefødselsdag for et af børnene, og de igen er sammen - også med bedsteforældrene og børnenes venner ... men uden mig.

Jeg er ret sikker på, at de ikke finder sammen igen, så det er ikke fordi jeg reelt er nervøs for hende, men jeg føler mig så udenfor og misbrugt, forstået sådan at jeg kan godt bruges til de små besværlige men dejlige hverdagsting, men udadtil skal jeg ikke med.

Vi har brugt mange aftner og nætter til at diskutere det og han forstår det ikke, siger at det er noget vrøvl, jeg er god nok men det er synd for børnene og han har dårlig samvittighed og vil gerne være der til fødselsdage o.s.v.

Nu blir den yngste 18 så de må jo også forstå, at deres far lever et andet liv med mig nu og ikke kan få mor og far sammen ... uden mig altså.

Er jeg urimelig - at jeg gerne vil deltage og skal jeg bare lade dem holde fødselsdage resten af livet uden mig og så være ligeglad ?

Kan jeg tillade mig at blande mig når børnene er så store eller skal jeg bare lade det ligge ?

Jeg er meget i tvivl om det, og det skaber desværre en kløft mellem os herhjemme og jeg trækker mig i kontakten kan jeg mærke.

Er det ok at eks'en efter 5 år fortsat kan have den magt over ham, at hun nægter at erkende hans nye liv? til en fælles gave sidste år flippede hun over mit navn på kortet - og nej, heller ikke den fødselsdag var jeg fysisk med til...

Jeg er godt nok i tvivl, da det også koster på energi-kontoen, så jeg tænker om jeg bare skal lade det ligge og så holde mine frustrationer og tanker for mig selv ?

Hvad råder du mig til ?

Kh skorpionen

Kære Skorpion

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes, du har været meget tolerant og faktisk har holdt ud længe allerede. Og jeg forstår sagtens, at du har svært ved at acceptere at blive ’holdt uden for’ på den måde.

Men på samme tid som jeg synes, du har god grund til at protestere over situationen, er det klart, at du ikke har lyst til at tage et opgør, som risikerer at skabe problemer mellem dig og din mand. Men som jeg læser dit brev, er der problemer allerede, og det lyder ikke, som om denne situation er holdbar i længden.

Enten skal du fortsætte med at være utroligt tolerant og lære dig selv at leve med tingenes tilstand, og det er næsten mere, end man kan forlange. Eller også skal du og din mand finde et kompromis, som I begge kan leve med. Alt andet lige er din kæreste sammen med dig nu, og din trivsel må stå højere på hans liste end ekskonens.

Hvis du stadig er stemt for, at noget skal ændre sig, er der forskellige alternativer. F.eks. kan I begge trække jer for diverse arrangementer som en slags fælles protest, hvor din mand viser, at det er jer begge to eller ingen af jer. Eller også kan han simpelthen tage dig under armen og formulere det sådan, at hvis de gerne vil have, at han kommer, så følger du helt naturligt med, basta. Den sidste model er den mest konstruktive, men uanset hvad er det essentielle, at du og din mand står sammen. Du har brug for din mands støtte og for at mærke, at han står ved din side i denne ’kamp’, og det kræver i første omgang lidt mere forståelse fra hans side. Det er klart, at det er nemmere for ham, at tingene kører som nu med så få konflikter som muligt. Men du har det ikke godt, og derfor har du al mulig ret til at bede om forståelse og forandring.

Det lyder, som om din mand er alt for konfliktsky i denne sag – det med at tage hensyn til børnene er vist mest af alt en dårlig undskyldning. Du er en del af deres fars liv nu og dermed af deres, og det skal de acceptere. I behøver ikke at kunne lide hinanden, men det må være muligt at omgås høfligt og ordentligt f.eks. til familiefester og lignende. Så længe børnene er børn, er det de voksne, der bestemmer, og når børnene som her er så store, som de er, bør de være modne nok til at acceptere dig.

Så vi står tilbage med din mand og hans ekskone. Det er dybest set deres problemer, eller ekskonens problemer med dig, der kommer i vejen her. Og jeg forstår udmærket, at din mand gerne vil med til fødselsdage osv., og det skal han da også – men så skal du have lov at komme med. Du er ikke en tilfældig kæreste; du har været i hans liv i snart 5 år, og han har valgt dig som sin livspartner. Samtidig er det forståeligt, at din mands ekskone blev såret, vred, ked af det osv., dengang hendes mand forlod hende til fordel for dig. Men nu er der efterhånden gået så lang tid, at det virker helt grotesk, at du stadig er uvelkommen. Ekskonens opførsel er direkte barnlig, og selvfølgelig sårer det dig ikke at få lov til at være en del af familien. Præcis som i eksemplet med børnene behøver I ikke at holde af hinanden, hvis det ikke er muligt. Men for alles skyld gælder det om at tænke ud over sin egen næsetip og så eventuelt holde høflig distance til fødselsdage og lignende, hvor I mødes.

Det vil altså være det bedste at få din mand på din side. Han bliver nødt til at tage den konflikt med ekskonen, som han hele tiden skubber fra sig, også selvom det bliver ubehageligt. Og selv hvis han stadig ikke forstår dig, må han forstå så meget, at du er ked af det, og at du har brug for at blive inkluderet i hans liv og få en mere ligeværdig status, også i forhold til børnene.

Jeg håber, at din mand vil være med til at rykke sig lidt for din skyld. Du kan jo eventuelt vise ham dette brev, hvis det kan hjælpe. Der er selvfølgelig mange måder at gøre dette på, og I må sammen finde ud af den, der passer jer bedst. Men hvordan I end gør det, er det alfa og omega, at din mand – i det mindste udadtil – står 100 % bag dig og viser, at han selvfølgelig er enig i, at du skal inkluderes i familien.

Held og lykke!

Psykolog Camilla Holst