Ægteskab i stampe
Hej.
Jeg skriver fordi jeg sidder i det problem at jeg ikke er glad i mit ægteskab. Jeg elsker min mand, det er ikke det, men vores forhold er nærmest sovende i øjeblikket. Jeg er medicinstuderende og læser rigtig meget i løbet af semesteret hvilket går ud over vores forhold og mit forhold til min 1-årige søn. Det skal vist forklares: Ved at læse så meget har jeg ikke så meget tid til min søn, så han knytter sig rigtig meget til sin far, hvilket jo er fantastisk, men det er som knive i hjertet når han ikke vil være hos mig, men vil over til sin far og når han græder når hans far går, selvom han er hos mig. Jeg har nu haft sommerferie i et par uger, men det er stadig det samme selvom jeg har holdt ham hjemme fra dagplejen så vi kunne hygge. Jeg snakkede med min mand om det for en uges tid siden og han tog det vist til sig, men han kommer stadig med små bemærkninger som skærer i hjertet. Ikke med vilje men sådan nogle som "Ja, du kan godt lide din far, du er Fars dreng" og på et tidspunkt hvor vi spøgte lidt - jeg kan ikke huske hvordan det startede, men han brokkede sig over et eller andet så jeg sagde at han da bare kunne smutte, men jeg beholder vores søn (det lyder måske lidt hårdt, men vi har altid spøgt på den måde). Han sagde så: 'Vil du virkelig tage din søn fra sin Far når han er så vild med ham?' Det gjorde virkeligt ondt. At han hentyder til at jeg ikke er god nok. Han ved hvilke knapper han skal trykke på omend han ikke gør det med vilje. Det er bare hårdt, især når han ved hvordan jeg har det.
Omkring vores forhold, så har den manglende kommunikation mens jeg læste gjort at vi har kritiseret hinanden en del på det sidste. Jeg har i hvert fald følt mig meget kritiseret og at min mand går i forsvarsposition når jeg konfronterer ham med det. Jeg ved jeg også selv gør det, det har jeg lagt mærke til, så jeg tog en snak med min mand om det, og han mente ikke vi havde nogle problemer overhovedet. Men efter jeg fik kæmpet mig igennem en del forsvarsmekanismer fra hans side aftalte vi at gøre noget ved det, eksempelvis at slukke for fjernsynet efter vores søn blev lagt i seng og min mand skulle prøve at holde sig vågen hver anden dag (ellers har han ligget og sovet på sofaen klokken 20 hver aften når vores søn sover). Det har dog ikke virket. Fjernsynet kører stadig og han falder stadig tidligt i søvn og vi snakker stadig ikke. Når jeg prøver at få slukket fjernsynet så slukker han kun for lyden og når fjernsynet så bliver slukket er samtalen påtvunget og totalt død.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Det er ikke første gang jeg prøver at få ham til at se at vi har et problem, men det er som om det ikke trænger ind og at han stadig mener at vores forhold er som det skal være. Jeg ved at vores forhold kan være rigtig godt, men jeg ved ikke hvordan vi kommer derhen og ærligt talt er træt af at det kun er mig der kæmper. Hvad skal jeg gøre?
(Alle læserbreve bringes i uredigeret form.)
Svar fra Camilla Holst, psykolog
Kære mor med stort M
Parforhold kræver pleje, og selv rigtig gode forhold kan ændre sig, hvis man ikke passer på dem. Det lyder ikke, som om det er selve fundamentet, altså kærligheden, som er problemet mellem dig og din mand. I har snarere forsømt at holde det, man kan kalde gnisten, ved lige. Et forhold er så at sige et evigt projekt; man er aldrig rigtig færdig men skal bestandigt sørge for, at kommunikationen fungerer, at begge parter føler sig set og hørt osv. Måske har du grundet dit hårde studie haft mindre tid end tidligere til at pleje dit og din mands forhold, og jeres lille søn har naturligvis også krævet en masse energi. Det er klart, at du kan føle dig ensom og frustreret, for det lyder, som om du er spændt hårdt for.
Ofte er det moren, som er tættest knyttet til et lille barn i dets første leveår, og det er der sikkert mange fædre, som har været kede af i tidens løb. Jeres situation er anderledes, og måske føler du det endnu stærkere netop pga. de uskrevne regler om, at en mor er tættest på sit barn. Men et barn har en helt naturlig tendens til at knytte sig stærkt til den voksen, det bruger mest tid sammen med. Det har intet at gøre med dine evner som mor men snarere om, at du har et studie, som kræver meget af dig, mens din mand har brugt mere tid på jeres søn og dermed, som du selv skriver, har knyttet stærke bånd til ham.
Der er heller ikke noget uopretteligt eller fatalt ved dette; du kan sagtens få et tæt forhold til din søn, og du skal således ikke være bange for at have mistet ham. Men det klart, at det gør dig ked af det og måske giver dig dårlig samvittighed, når du mærker, hvor glad din søn er for sin far og omvendt. Der er dog flere måder at se den sag på, og faktisk er det jo utroligt dejligt, at de to kommer så godt ud af det med hinanden, og at din mand kan aflaste dig, så du har mulighed for at gennemføre dit studie. Det lyder, som om jeres søn trives, og din mands kommentarer kan faktisk også tolkes sådan, at han bare er en meget glad og stolt far. At hans kommentarer gør dig ked af det hænger sammen med din måde at tolke dem på, og i dine ører bliver det til en kritik af dig som mor. Sådan er de dog ikke nødvendigvis ment, og det er vigtigt at huske på.
Du forklarer, at din mand og du er begyndt at kritisere hinanden en del, eller at du i hvert fald opfatter det sådan. Samtidig er du dog klar over, at det nok hænger sammen med tidspresset og jeres dårlige kommunikation, og det er jo noget, I kan arbejde på. Det med at slukke tv’et og aftale at være vågne sammen er en rigtig god start. Men det kan være svært at sidde der over for hinanden og pludselig skulle snakke. Så måske skal I gribe det lidt anderledes an og forsøge at huske, hvad I kunne lide at lave sammen før? Hvad gjorde jer glade? På den måde kan I prøve at finde tilbage til de gode ting; til det erotiske, venskabet og de sjove sider ved hinanden og jeres forhold, som gør, at I trods alt stadig er sammen og elsker hinanden.
Disse ting kan nemt forsvinde i hverdagens trummerum, men nu da I er opmærksomme på faren, kan I gøre noget ved den. Oplev noget, som I kan snakke om bagefter, og som river jer ud af det dårlige mønster, I er havnet i nu. Så kan I måske efterhånden begynde at snakke rigtigt sammen igen, og hvem ved, måske er der så slet ikke grund til at diskutere længere.
Lige nu føler du, at du er alene om at kæmpe for jeres forhold. Men måske vil det hjælpe, at du fokuserer på hvad du gerne vil have i stedet for at fokusere på problemerne. Det kan være hårdt for din mand at skulle konfronteres med alt det, du synes er galt; han vil sikkert hellere være med til at ændre på tingene, hvis I taler konstruktivt om fremtiden i stedet. Der er som oftest mange måder at sige tingene på, og det vil garanteret virke bedre at sige, du savner din mand og det forhold, I havde tidligere, end det gør at bebrejde ham for at kritisere dig.
I alt hvad du gør, skal du vise ham budskabet: At du ønsker, at han og du skal være sammen. Sæt tid af til den familie du har været med til at skabe. På den måde bliver eventuelle ændringer en fælles opgave, I to skal forsøge at løse sammen, i stedet for at det bliver en kamp, I kæmper imod hinanden. Det er altså ingen god idé at spøge med at gå fra ham, når I som nu er lidt usikre på hinanden og jeres forhold. Derimod er det vigtigt, at I begge melder ud, at I vil være i dette ægteskab og derfor vil kæmpe for at gøre det rigtig godt igen.
Hvis du vil vinde din søns tillid og kærlighed er der kun én simpel regel at følge: brug tid med ham!
Hvis du ønsker kærlighed fra jeres søn må du prioritere ham højere end du gør nu. Lad være med at bære dit studie foran dig som et skjold mod din egen følelse af utilstrækkelighed som mor. Kun du har mulighed for at ændre på rytmen. Vi har altid et valg og måske er det på tide, at du tager tøjlerne og styrer livet i det tempo der passer til dig!
Hvis du ønsker at være en bedre mor må både studie, arbejde og fritidsaftaler skubbes rundt så du skaber mere plads til din søn i dit liv. Jeg ved godt, at du ikke kan lide at høre dette men det er den eneste realistiske mulighed for at skabe en bæredygtig relation til dit barn. Det er ikke en stor opgave at blive mor men det er en stor og vigtig opgave at VÆRE mor. Gevinsten ved at sætte ham først, er at du igen kan føle dig som en god mor til dit barn.. Det kan give dig harmoni, balance og lykke følelse som ikke kan opnås gennem studie ræs.
Jeg ønsker for dig, at du har mod til at geare ned på et prestigefyldt studie og skabe tid til en god familie
Varme tanker
Camilla Holst
