Det totale fraværd af selvværd
Spørgsmål:
Det totale fraværd af selvværd
Jeg er en kvinde først i 30erne, som må indse at jeg lever et dobbeltliv. På arbejde og overfor min familie og bekendte, er jeg en hårdtarbejdende, intelligent og flittig kvinde. Med humor, overskud og som altid har tid til andre. Men det er langt fra sandheden. Jeg er et vrag, som græder i smug, propper mig med beroligende medicin og farer sammen, blot et vindue slår i.
Jeg har måske haft en svær barndom eller dårlige forhold bag mig, men det burde ikke være nogen undskyldning. Faktum er, at jeg knap kan tåle synet af mig selv i spejlet. For et par år siden blev jeg skilt, da jeg ikke elskede min mand. Det var selvfølelig trist, og jeg mistede en masse penge, da jeg ikke orkede at hive min rasende, forsmåede og forudrettede mand gennem retten. Men vi har et barn sammen og derfor var det vigtigts for mig, at vi kunne tale sammen. Det kan vi heldigvis nu.
Jeg var glad for at min nuværende kæreste ville flytte sammen med mig, han er den mand mit barn har kendt hele sit liv. Men der er svært. Han har som jeg en lang universitetsuddannelse, er noget ældre og fuldstændigt fallit. Han har svært ved at finde arbejde og er derfor meget trist og vred. Jeg arbejder, så meget jeg kan for at forsørge os, men det gør ham faktist mere vred, da han føler det ydmygende ikke at have egne penge. I perioder trøster han sig med alkohol, hvilket desværre gør ham meget ondskabsfuld - og bagefter husker han intet. Jeg prøver at undgå at læsse mine sorger over på ham, taler aldrig om økonomi eller problemer. Men nogen gange falder jeg i, og beklager mig. Og så bliver han irriteret, jeg skynder mig at undskylde, det bliver han vred over, så kryber jeg endnu mere og så kører karrusellen. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg kan godt se det vanvittige i det, men det er som om jeg inderst i mig selv er overbevist om, at jeg dybest set ikke fortjener noget. Ellere rettere: man får som fortjent. At jeg burde arbejde hårdere, at andre da ikke brokker sig så meget som jeg. Jeg føler hele tiden, jeg er ved at falde fra hinanden, men som min kæreste siger: vi har ikke råd til, at jeg går ned. Og det er jo fuldstændigt rigtigt. Og så skammer jeg mig over at være sådan en svagpisser, som ryger i kulkælderen bare cyklen bliver stjålet.
På mit job går jeg for at være dygtig, kreativ og effiktiv. Jeg arbejder som foundsraiser og skaffer meget store beløb hjem. Tonen på arbejdspladsen er hård, chefen er så ubehagelig og har så lidt situationsfornemmelse, at det ville være sjov, hvis det var en tv-serie. Men det er det ikke, og hele min gruppe lider voldsomt under det, med sygemeldinger og stress. Men jobbet er vores livsgrundlag, vi lever i forvejen kun af min løn og jeg vil ikke forringe mit barns vilkår, så jeg må bide tænderne sammen. Jeg elsker jo mit barn og jeg gør mit bedste for at ikke min tristhed skal ses på overfladen. Min kæreste hader mit lave selvværd og siger tit " hvorfor skal du altid undskylde, ved du ikke hvad du selv vil?" " hvorfor har du ikke din egen mening om noget, du er sådan en nikkedukke, der bare snakker mig efter munden" " lad være med at gøre dig dummere end du er, der er så irrittende"
Og han har jo ret, jeg føler ikke længere jeg har en mening om noget, jeg føler mig død indvendig. Jeg har dog en hobby, hvor jeg dyrker sport på nationalplan, men det er dyrt og tidskrævende, så det så min familie og kærste helst at jeg stoppede med. De mener at det er alt for egoistisk. Men det er pt. min eneste store glæde.
Jeg går og er konstant nervøs: har min kæreste en god dag eller er det hele aften i total frossen tavshed? bare jeg ikke bliver syg/kommer til skade, for hvordan skal vi så betale husleje? er chefen flink eller skal man igen tage imod en tilsvining foran alle kollegaerne?
Min kærste mener jeg trænger til noget behandling, men det er økonomisk og tidmæssigt udelukket. Og måske er det også bare en klynk og selvmedlidenhed. Men hvordan kommer jeg videre? jeg evner tilsyneladende ikke at tale med min kæreste, uden han bliver irriteret. Jeg vil så gerne gøre det bedste for min familie, men min løn er ikke høj nok og jeg kan ikke arbejde flere timer, hvis jeg også skal hente/bringe/købe ind og lave mad. Min kæreste er jo heller ikke far til mit barn, så han har jo ingen forpligtigelser i den retning.
Hvordan lærer jeg at tage mig sammen, at holde op med at være sådan en dørmåtte?
venlig hilsen " den lidt trætte"
Svar:
Du slutter dit brev med at spørge, hvordan du kan lære at tage dig sammen. Jeg vil derimod gerne starte med at sige, at du tackler en opslidende og stressende situation virkelig flot! De følelser og tanker, du beskriver, er således normale og sunde reaktioner på en hård hverdag, hvor du gør dit allerbedste for at gøre alle tilfredse og få det hele til at køre – det er jo et kæmpe ansvar! Det er da klart, du bliver træt og at advarselslamperne blinker.
Jeg synes heller ikke, du skal være så hård ved dig selv i forhold til din og din kærestes dårlige kommunikation. Der skal to til at snakke sammen, og fejlen ligger ikke i dine manglende evner til at gøre det rigtige; problemet er jeres, dvs. mindst ligeså meget din kærestes som dit. At det er ham, der bliver irriteret og dig, der har en tendens til at undskylde, er ikke det samme som at han har ret. Hvis du således, som din kæreste foreslår, har behov for behandling, er det nok mest af alt fordi du har brug for at tale med et forstående, positivt menneske. For du kan åbenbart ikke bruge din kæreste til at læsse blot en smule af på, uden at han bliver sur på dig.
I den forbindelse kan det undre mig, at det er dig der skal hente og bringe, købe ind og lave mad, når det samtidig er dig, der forsørger familien? Du siger, at din kæreste ikke har nogle forpligtelser over for dit barn. Det har han måske heller ikke på papiret, men i praksis synes jeg, at de følelser og forpligtelser han nu engang har over for dig burde kunne smitte lidt af på den, der står dig allernærmest. Hvis han kan leve af de penge, du tjener, kan han vel også hjælpe dig – f.eks. ved at hente dit barn, som han har kendt hele hans/hendes liv? Det ville også indikere, at I er en familie, og at I er sammen om problemer såvel som om løsninger.
Du beskriver to kvinder i dit brev. Lad mig først sige, at jeg er sikker på, at den dygtige og intelligente kvinde er en del af dig og ikke blot en facade. Du må ikke kun identificere dig med den anden bange, ulykkelige kvinde, for verden er ikke så sort/hvid. Du indeholder, præcis som alle andre, både positive og negative følelser og tanker, men i din nuværende situation er du blevet presset så langt ud, at tristheden og meningsløsheden har fået overtaget. Det er vigtigt at huske på, at ingen er glade altid, og du skal ikke være ked af, at du rummer så mange modsatrettede følelser. Men når man som du føler sig død inden i og har mistet følelsen af at være noget værd, er det på tide at reagere.
Rent praktisk er der to aspekter af din tilværelse, som stresser dig – dit arbejde og din kæreste. Måske kan du forsøge at snakke med din chef, selvom han lyder så utilregnelig, at jeg godt forstår, du næsten ikke tør. Men ingen kan være tjent med så hård en tone og så uforudsigeligt et temperament, som I som ansatte møder på jeres arbejdsplads. Det er altid lettere at få tingene ændret, når man er sammen; har du talt med dine kollegaer om sagen?
Ellers synes jeg godt, du kan overveje at skifte job. Jeg ved, du har hårdt brug for pengene og ikke bare kan sige op, men du kan jo i hvert fald forsøge at læse nogle jobannoncer, skrive nogle ansøgninger og i det hele taget gøre dig klar til at gribe muligheden, hvis den skulle vise sig.
Så er der din kæreste. Det må være meget frustrerende for ham ikke kan kunne få arbejde, og det er forståeligt nok, at han er ked af det hele nogle gange. Men det retfærdiggør ikke hans fjendtlighed over for dig, som kommer til syne, hver gang du i hans øjne træder en smule forkert – eller han får for meget at drikke. Du fortjener ikke at blive behandlet, som du bliver nu. Og hvis ikke din kæreste formår at få dine kvaliteter og gode sider frem og sætte pris på dem, ja så fortjener han ikke dig.
Endelig synes jeg det er meget vigtigt, at du fortsætter med at dyrke den hobby, som gør dig så glad. Måske er det svært at finde overskud til den, men jeg tror, du skal prioritere dette frirum meget højt og holde fast i denne mulighed for at gøre noget, som gør DIG glad. Idræt har desuden en helt terapeutisk effekt, idet man kan tillade sig at glemme alle hverdagens problemer og bare være. Det skal du nyde, og det skal du holde fast i. Det vil bør din familie og din kæreste også unde dig, hvis de sætter sig ind i, hvor meget det betyder for dig.
Varm hilsen
Camilla Holst
