Elskerinden der elsker den gifte mand
Spørgsmål:
Elskerinden der elsker den gifte mand
Kære Camilla,
Jeg er en kvinde på 32 som er havnet i en rodet situation. For cirka 5 måneder siden skulle jeg arbejde på et projekt med en chef fra mit arbejde. Vi mailede meget og hen af vejen blev hans mails dagens højdepunkt. Det udviklede sig til et meget åbent, ærligt og varmt venskab. Jeg fortalte om mine udfordringer med tilstanden endometriose – han om sit ægteskab, lykkepiller og rejsningsproblemer (han er 52).
Venskabet udviklede sig – fascinationen steg og vi mødtes flere gange til en kop kaffe eller en gå tur. Vi kyssede, og for et par uger siden gik vi i seng sammen.
Vi har talt meget om en eventuel fremtid. Han frygt er, at han ikke kan forlade sine børn på 8 og 5 da konen er fransk og sikkert vil flytte tilbage dertil med børnene ved en given skilsmisse. Og han frygter at aldersforskellen vil ødelægge mit liv hen af vejen.
Han siger deres ægteskab har været dødt siden det første barn blev født. Fødslen var kompliceret og sexlivet døde næsten totalt ud. Konen er generelt ikke vild med sex og bare nogen kysser i fjernsynet går hun sin vej.
Jeg elsker ham meget og jeg ved han elsker mig. Vi sms’er stadig og mailer og han ringer til mig fra arbejde og hver dag når han kører hjem.
Jeg har nu sagt mit job op og taget imod et tilbud om at flytte til den anden ende af landet det næste års tid. Primært fordi det karrieremæssigt er en stor mulighed. Det gør selvfølgelig ondt at forlade ham – men han er jo ikke min.
PT fortsætter vi så længe vi begge finder glæde i vores forhold. Og han har sagt, at selv hvis en af os en dag siger stop så håber han, at vi kan bevare venskabet resten af hans liv. Han siger, jeg blev den mest fortrolige i hans liv på bare to måneder.
Det lyder måske som en kliche, men konen er meget dominerende og han har gennem årene foreslået parterapi og lignende flere gange. Men det vil hun ikke høre tale om.
For 9 år siden kom han på lykkepiler og opsøgte selv terapi. Men terapeuten foreslog par-terapi og da konen ikke ville det, holdt han selv op og indså at lykkepiller er blevet hans livsledsager.
Jeg holder så meget af ham, at jeg bare ønsker at hvis ikke han ’vælger’ mig – at ægteskabet så bliver bedre. For han fortjener et godt liv.
Han har tidligere været gift i 15 år og har aldrig været nogen utro. Så samvittigheden er svær for ham – og jeg frygter jo at det at vi har en affære måske vil kunne drive ham ud i en depressiv-situation. Vi har talt om det og taler meget åbent – så vi er opmærksomme på det.
Men hvad kan/skal og bør jeg gøre? Selv hvis jeg sagde stop – for at lette hans samvittighed – så ved jeg jo at han vil blive ulykkelig over savnet af det vi har. Der er ingen af os der har oplevet denne form for forelskelse før. Så ren og ærlig og vi blev hver især ”forelsket på afstand.” Og derfor er så svært at vende rygge til og gå når man ved, der altid vil være et savn.
Han har talt om at han tror han bedre ville kunne gå fra familien om fem år – men det er jo ikke noget jeg kan ”vente” på og heller ikke stole på. Meget kan jo ske – og derfor må jeg jo leve mit liv og flytter derfor til Odense nu. (bor pt. i Kbh.)
På arbejde er han en rigtig handlingens mand og privat siger han selv han er en kryster. Det skal siges at hans far døde da han var 7 og han har næsten ingen kontakt med moderen. Så det klart, at det ville være næsten utåleligt for ham at gå.
Hvad kan jeg gøre for at undgå han bliver depressiv? Skal jeg overhovedet bekymre mig over det? Eller er hans samvittighedskvaler bare naturlige? Skal jeg bare blive ved med at elske ham og nære ham med kærlighed som han længes efter? Skal jeg prøve at lokke ham til psykolog? Eller synes du, jeg bør gå?
Kærligst Sandra med det sukkende hjerte
Svar:
Kære Sandra med det sukkende hjerte
Først vil jeg gerne sige, at det er stærkt af dig, at du flytter job og bopæl. Det viser, at du ikke er slave af forholdet til din forhenværende chef men tør udvikle dig og er åben for nye muligheder.
Du skriver, at I foreløbig fortsætter forholdet, så længe I finder glæde ved det. Det er en god tanke, men det kan være uhyggeligt svært i praksis at mærke, præcis hvornår balancen tipper. Hvornår er der for mange sårede følelser og for meget savn i forhold til glæde? Det kan være farligt at tro, at man bare kan stoppe forholdet, når man bliver ked nok af det hele – så er man måske blevet så involveret og forelsket, at man ikke længere har styrke nok til at sige fra.
Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis vil råde dig til at stoppe forholdet øjeblikkeligt – det er bare vigtigt, at du nøje overvejer hvad du gør og hvilke konsekvenser, det kan få.
Helt naturligt bekymrer du dig om din elskers velbefindende, og han har det givetvis heller ikke nemt. Du må dog først og fremmest tænke på dig selv og sørge for, at du selv er så lykkelig som muligt. Hvis det betyder, at I skal holde op med at ses må det være sådan, også hvis han bliver ked af det. Du skal altså ikke stoppe forholdet for at 'lette hans samvittighed' som du skriver; du skal stoppe det, hvis du mener, det er det bedste for dig at gøre.
Og når du overvejer at blive i forholdet, fordi du har fundet en mand du elsker højt og ønsker at være sammen med, synes jeg du skal gøre op med dig selv, hvad du vil have ud af forholdet. Er det nok for dig at snakke i telefon med ham og mødes med ham i smug, eller vil du have mere? Du vil nok nå frem til, at det sidste er tilfældet. I kan sikkert fortsætte en tid som I gør nu, men det er ikke på nuværende tidspunkt et forhold, som du kan basere dine drømme om fremtiden på.
Som du selv skriver, er det ikke holdbart at vente på ham i fem år for at se, om han så har tænkt sig at forlade sin kone. Enten skal han gøre det snart, eller også må mit bedste råd til dig være at droppe kontakten, så snart du føler dig i stand til det. Jeg forstår godt hvor svært det vil være for dig og hvor fuldstændigt forkert det vil virke, når du endelig har fundet kærligheden. Men det vil efter min bedste overbevisning ikke være godt for dig i længden at blive i et forhold som elskerinde. Det vil aldrig være nok.
Du spørger, om du skal prøve at lokke ham til psykolog. Det lyder ikke, som om det er nogen dårlig idé, når man tager hans situation i betragtning. Han lyder ikke, som om han har været rigtig glad i lang tid. Hvis han starter et forløb hos en professionel behandler vil du desuden komme til at føle mindre ansvar for ham og du vil vide, at der er nogen, som tager sig af hans problemer. Det vil måske være med til at give dig ro til at tænke over, hvad DU har lyst til, uden hele tiden at tage så meget hensyn til ham.
Naturligvis ser jeg hans dilemma mht. børnene og den franske kone, men det må være hans opgave at forsøge at løse det. Måske vil konen slet ikke rejse til Frankrig ved en eventuel skilsmisse, og selv hvis hun vil, kan han stadig vælge at lade sig skille for at prøve at blive glad med dig. Det er altså op til ham at forsøge at gøre sig selv lykkelig, mens det er dit job at gøre det samme for dig.
Mit råd til dig må altså være, at du tænker over, hvad du ønsker for dig selv i fremtiden, og om dette forhold passer ind i billedet. Forhåbentlig vil du være enig med mig i, at du fortjener et helt forhold med al den glæde, det kan indebære. Det må du så snakke med din elsker om og alt efter hans svar afgøre, om du vil satse på jeres forhold sammen eller forlade ham. Så let er det naturligvis ikke, det ved jeg godt. Men det er en proces som du har startet allerede ved at henvende dig til mig, og med tiden er jeg sikker på, du vil gøre det, som gavner dig selv mest.
Jeg ønsker dig styrke til vælge kærligheden uanset formen.
Varm hilsen
Camilla Holst
