Hjerte i sorg...vil have ham tilbage
Spørgsmål:
Hjerte i sorg...vil have ham tilbage
Hej Camilla,
Jeg er en pige på 24 år som har kendt en jævnaldrende fyr i nu flere år... vi er blevet forlovet og skal giftes inden længe. Vi elsker uden tvivl hinanden meget højt og er inderst inde meget glade for hinanden, men problemet er at vi bor ikke i samme land så vi ses kun engang imellem men har dog daglig kontakt over tlf. og sms. Efterhånden er vi begyndt at skændes meget.. min forlovede er meget konfliktsky, han vil ikke snakke ud om problemerne, men tror at de går over af sig selv, hvorimod jeg ikke kan komme videre før vi har fået snakket og løst tingene og misforståelserne. I stedet siger han altid at jeg skændes med ham og altid kritiserer ham hvilket ikke er sandt.
Han har mange ting at se til fx skole, arbejde, venner, familie og siger at han ikke engang har tid til sig selv og derfor heller ikke tid til mig. Han udtrykker sjældent sine følelser. Ofte har han tænkt nogle positive tanker om os eller mig men som han aldrig lader komme til udtryk. Jeg begynder da at føle at han ikke er interesseret i mig mere siden han aldrig kommer med varme følelser for mig (over tlf/sms). Det har jeg gået meget ned over og ligeledes alle de skænderier og beskyldninger han har sat på mig..at jeg endte med at få depression og faktisk havde lyst til at begå selvmord og herved bare forsvinde fra det hele. På den måde kunne han også få sig en lærestreg, men jeg ved selvfølgelig at det er forkert og at vi bare ender med at være endnu mere knust. Vi ved begge at vi ikke kan leve uden hinanden og ikke kan forestille os andre i vores liv, men alligevel bliver vi ved med at såre hinanden og blive knust. Jeg kan slet ikke koncentrere mig, hverken på arbejde eller hjemme, og har ikke lyst til at være sammen med nogen. Vil bare grave mig dybt ned et sted - væk fra alle…
Jeg føler ikke at han forstår mig og han føler omvendt heller ikke at jeg forstår ham. Så jeg ved ikke rigtig hvordan vi skal få talt ud om tingene... vi har helt klart mistet meget respekt for hinanden og har ikke det samme dejlige forhold mere.
Vi vil begge gerne have forholdet tilbage men ved bare ikke hvordan. Vi har flere gange prøvet at starte på ny, men altid har det endt med at vi skændtes igen. Nu skændes vi næsten hver uge, og jeg kan ikke klare det mere. Når jeg siger skændes da er det som regel over sms eller tlf..vi bliver begge sure og siger ting som man ikke bør sige hvis man elsker hinanden.
Vil du venligst hjælpe os med at genskabe gnisten og forholdet igen så vi kan glæde os til vores bryllup.
Mvh. Den knuste
Svar:
Kære Knuste
I alle forhold, og måske især i et langdistanceforhold, er det vigtigt med en stor portion tålmodighed og tillid, og kommunikationen mellem jer er af fundamental betydning.
Hvis du og din kæreste er så fast besluttede på at blive sammen som det lyder, må I begge være parate til at kæmpe for at få forholdet til at køre under de omstændigheder, I nu engang er underlagt.
Jeg ved jo ikke, hvorfor og hvor længe I skal bo i hvert sit land, men det får forhåbentlig en ende inden for længe. Det betyder, at I har en deadline at se frem til, og lidt firkantet sagt må det gælde om at få jeres forhold til at holde indtil da.
For det er hårdt at være kærester uden at kunne se hinanden. Det eneste, I har at holde jer til, er jeres kontakt over sms, mail eller telefon, og derfor nytter det ikke noget, at den gør mere ondt end godt.
Prøv derfor at beslutte jer for at holde kontakten så positiv og konstruktiv som muligt. Måske skal I finde et kompromis mellem hans konfliktskyhed og din lyst til at diskutere? For naturligvis skal I snakke om problemerne, hvis der er nogle, men hvis du på nogen måde føler, det kan gemmes til I kan se hinanden i øjnene mens I taler ud, så gør det.
Prøv at tale om emner der er gode for jer og skaber glæde og grin mellem jer.
Det kan måske også hjælpe jer at forstå, at en af grundene til jeres dårlige kommunikation uden tvivl er frustration over det savn, det giver ikke at kunne være sammen. Naturligvis savner I hinanden utroligt meget, og en følelse kan meget vel blive til vrede og andre negative følelser hvis en samtale ikke lige kører som den skal, eller en af parterne føler sig overset eller misforstået.
Så selvom din kæreste har travlt, vil det være godt, hvis I kan prøve at sætte noget fast tid af til en ordentlig, lang snak med mellemrum. Aftal måske en fast dag om ugen, hvor I har tid og ro til at snakke sammen i telefonen eller over Skype. Hvis man er stresset, er det svært at kommunikere, og hvis du samtidig føler dig underprioriteret, kan jeres kontakt hurtigt blive dårlig. Så bed din kæreste forsøge at sætte lidt mere tid af til jeres forhold. Selvom det er langdistanceforhold, er det det eneste, I har lige nu, og det skal I passe på.
Hvis jeres bryllup er ved at blive en stressfaktor, kan I overveje, om det ville være smart at udskyde det. Det er måske ikke muligt, men det vil i hvert fald være bedst, hvis I inden brylluppet har haft noget tid til at finde hinanden igen og vænne jer til det samvær, I sådan savner nu. Det vil jo uden tvivl være en omvæltning for jer igen at være sammen, men med mindre jeres nuværende krise bunder i nogle dybere problemer i forholdet, tror jeg faktisk, at bare det at være sammen igen vil løse det meste.
Så vær tålmodig, og prøv at fokusere på de venner og den familie, du har hos dig nu, og som du har masser af tid til at være sammen med. Det privilegium har du måske ikke, når du er blevet gift, og du vil i det hele taget trives bedre, hvis du sørger for at holde dit liv i gang, mens du venter.
Når du bliver ked af det eller sur på din kæreste, så husk på alle de gode minder, I uden tvivl har sammen. På den måde glemmer du ikke så let, hvad det er, du går og venter på.
Jeg ønsker dig masser af kærlighed
varm hilsen
Camilla Holst





