Hvem skal jeg vælge?

Spørgsmål:Hvem skal jeg vælge?

Hej Camilla
Er en pige på 20 og har været sammen med min kæreste i lidt over 3 år. For nogen uger siden mødte jeg en fyr til en fest, og flirtede en del. Det var helt uskyldigt og meget sjovt for en aften. Vi har fælles venner og han havde så skaffet mit nr. igennem en veninde. Vi har skrevet i 2 mdr. Vi aftalte at mødes nogle dage efter, hvilket endte i hans seng. Derudover har vi mødtes 4-5 gange, hvor vi har snakket og lært hinanden at kende.- meget intenst og hyggeligt. Har dog utrolig dårligt samvittighed over det med min kæreste, for elsker ham rigtig meget. Den anden har også en kæreste igennem 3 år, men er blevet en smule forelsket i ham
Hvad skal jeg gør? - problemet med min kæreste er, at vi har et svært forhold!-pga hans kultur, kan han ikke sikre mig en fremtid, pga familie. Men vi elsker hinanden utrolig meget men har svært ved at kunne se et mål med vores forhold.
Er ung så lige nu tager det stille og roligt og nyder han er min. Men kan heller ikke lade være med at tænke på ham den anden! - både når jeg er sammen med min kæreste og generelt om jeg forspilder en chance?!
Hilsen den forvirrede!

Svar:

Kære forvirrede

Du har været sammen med din kæreste siden du var 17, så det er klart, at tanken om et nyt forhold virker spændende og dragende på dig.
Det er kun naturligt, at du bliver forvirret og fyldes af så modstridende følelser som glæde og dårlig samvittighed på én gang.
Det er svært at sammenligne en kendt, elsket person, du har været kæreste med i 3 år med en fyr, du har kendt nogle uger. Den ene repræsenterer tryghed, og i forbindelse med ham ved du præcis, hvad du har. Den nye fyr derimod repræsenterer nye muligheder og endnu ukendt potentiale – samtidig med, at der er en risiko forbundet med at vælge ham. For du kender ham endnu ikke til bunds og ved ikke, hvordan et forhold med ham vil udvikle sig i længden.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre; det kan kun du selv beslutte. Men helt sikkert er det, at du må afslutte dobbeltspillet hurtigst muligt.
Hverken du selv, din kæreste eller din nye flirt kan være tjent med situationen, som den er nu.
Enten beslutter du dig for, at kærligheden til din kæreste er for stor til, at du vil opgive ham – og så bryder du forbindelsen med den nye fyr. Eller også vælger du eventyret og tager chancen med et nyt forhold, og i så fald skylder du din kæreste at gøre det ordentligt forbi.
Hvis du vælger den sidste mulighed, må du i samme omgang stille som krav, at den nye fyr går fra sin kæreste. Jeres forhold har ingen chance for at gøre nogen af jer rigtigt lykkelige, hvis I konstant skal kæmpe med skyldfølelse og hemmelighedskræmmerier. Hvis I vælger at være sammen, må I gøre det ordentligt.
Varm hilsen

Camilla Holst


Kontakt os på:

Tilmeld nyhedsbrev

... og modtag tips og inspiration til bedre mentalt velvære.

Hvor har du hørt om os?