Hvordan slår jeg op med min kæreste? Fra udlandet?
Jeg har et problem.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart 3 ½ år, og da jeg er 20 er det en meget stor del af mit liv. Vi har altid været meget sammen, og endda i det sidste år boet sammen. Jeg har ikke haft andre kærester end ham, men har været sammen med andre før ham, og har også været ham utro en enkelt gang for en et kvart års tid siden, men det ved han ikke noget om.
Jeg har i lang tid tænkt over at slå op med ham, faktisk i hvert fald et år, men har gjort det "on/off", fordi det før ligesom er "gået over". Men denne gang går tanken ikke væk, og jeg er så beslutsom som jeg kan være, på trods af at det er så svært. Jeg har givet det tid, og har vendt og drejet mine motiver alt for mange gange. Men har ind til videre været min eneste kæreste, og jeg ved ikke hvordan man ”gør”.
Problemet er at jeg ikke er interesseret i et forhold til ham mere. Selvfølgelig elsker jeg ham, andet ville være umuligt efter så lang tids tæt kontakt. Men er på et stadie hvor jeg helst ikke vil undvære ham, som den gode ven han er blevet, selvom jeg ikke er interesseret i den romantiske del af vores forhold.
Mit største problem er at jeg er taget et halvt år til Paris, og har på nuværende tidspunkt kun været her 1½ måned. Vi har ikke nogen lejlighed sammen, han bor selv, og det er ikke noget problem.
Men hvordan håndterer jeg det her?
Får jeg losset mig selv på en flyver hjem til Danmark i en weekend, for penge jeg ikke har, og fortæller ham det ansigt til ansigt?
Eller fortæller jeg ham det over skype (vi har begge webcam, så det er næsten som at være sammen), og går derfor glip af at kunne være til en ringe trøst fysik. Ingen farvelkram, ingenting?
Eller venter jeg til jeg kommer hjem til jul, og håber på mirakuløst at være blevet interesseret i ham igen? - Ved godt jeg bilder mig selv noget ind her, men ønsker et eller andet sted at det kunne ske...
Hjælp.
Han er den mest fantastiske dreng nogensinde og ved ikke hvordan jeg kan gøre det her "rigtigt". Noget af det der piner mig allermest er at han er en så fantastisk person, og han elsker mig meget. Jeg ved at han, ind til videre, gerne vil være sammen med mig resten af livet, det taler han om en gang imellem og det skræmmer mig. Jeg vil gerne såre ham mindst muligt.
Noget andet er at hele min omgangskreds også er vilde med ham. Min mor, min far, og mine venner syntes alle han er fantastisk og at vi passer så perfekt sammen, og ved at det her vil komme som et chok for alle. Bortset måske fra min mor, som faktisk var nervøs ved at sende mig til Paris, fordi hun var bange for at vi ville gå fra hinanden. Jeg ved hun vil bebrejde mig det hvis forholdet slutter.
Måske blæser jeg det for meget op, men kan ikke lade være. Det fylder så meget inden i mig, at det næsten også må gøre det for andre.
Venlig hilsen Irene
(Læserbreve bringes i uredigeret form)
Svar fra Camilla Holst, psykolog
Kære Irene
Først og fremmest er det selvfølgelig meget vigtigt, at du er helt sikker på din beslutning. Det lyder, som om du har tænkt den grundigt igennem, og som om den har været undervejs i et stykke tid. Men udlandsrejser medfører en afstand såvel fysisk som mentalt, som kan være med til at få én til at tro, at følelserne er forsvundet og forholdet dødt, uden at det nødvendigvis er sådan. Derfor skal man passe på med at gøre noget drastisk, man risikerer at fortryde, når man kommer hjem igen. Men det lyder som sagt, som om du allerede gik med tankerne hjemme i Danmark, og at du kun bliver mere sikker, jo længere tid der går.
Du skriver, at du ikke ved, hvordan man ’gør’, når man slår op med en kæreste. Men der er desværre ingen universalløsning, og der vil stort set altid være mindst én, der bliver såret og ked af det i processen. Du kan kun forsøge at gøre det så omsorgsfuldt som muligt og på en måde, så du kan stå inde for det og samtidig føler, at du behandler din kæreste ordentligt.
Det er vigtigt, at du melder klart ud, så han ikke er i tvivl om, hvad du mener. Det er selvfølgelig en balancegang at være klar samtidig med, at man forsøger at være så blid og forstående som muligt, men føl efter, hvad der føles rigtigt. Måske er det ikke nok med en enkelt snak men bliver en proces, hvor I taler det igennem flere gange.
Umiddelbart vil det bedste scenarium nok være et rigtigt møde ansigt til ansigt, dvs. hjemme i Danmark. Så hvis du har mulighed for det økonomisk, er det måske rejsen værd at få gjort dette her ordentligt.
Men hvis du ikke har pengene til det, synes Skype at være den næstbedste mulighed. Her kan I trods alt se hinanden og tale sammen i modsætning til f.eks. en mailkorrespondance. Hvis du gør det over Skype, kan du evt. tilbyde ham, at I kan snakke flere gange, hvis han (eller du) har behov for det. Måske kan I også snakke rigtigt sammen, altså ses, når du kommer hjem til Danmark til jul igen. Der er godt nok noget tid til, men tilbudet kan du i hvert fald give ham.
Den sidste mulighed, altså helt at vente med at melde ud, til du kommer hjem til jul, er i mine øjne den mindst appellerende. Det vil føles som at leve på en løgn, hvis du skal opretholde parfacaden så længe, og du vil ikke helhjertet kunne besvare hans kærlighedserklæringer osv. Så det ville ikke være fair over for ham, da han på den måde vil blive ført bag lyset og gå og tro noget, som i realiteten ikke passer – nemlig at han har en kæreste, som elsker ham og som kommer hjem til ham igen.
Endelig vil det blive ubehageligt for dig, så du kan faktisk hverken byde dig selv eller ham at vente flere måneder, før du melder ud. Jo før, du siger sandheden, jo før vil du selv kunne begynde at vænne dig til tanken om ikke længere at være sammen med ham.
Du fortæller, at hele din omgangskreds er glad for din kæreste, og det er selvfølgelig en rigtig god ting. Og du vil sikkert komme til at høre fra mange, at de synes, det er en skam, at det er forbi mellem jer. Men det er dig og ikke dem, som virkelig lever i forholdet, og det er dig, der skal kunne være i det. Så lyt til dig selv og træf den beslutning, som gør dig glad – uden dårlig samvittighed.
Varm hilsen
Camilla Holst
