Hvorfor døde hans kærlighed?
Spørgsmål:
Hvorfor døde hans kærlighed?
Hej Camilla.
Jeg er en pige på 25 år som sidder og føler sig som et stort spørgsmål. For 3 måneder siden mødte jeg denne her fantastiske, men dog meget forholdsmæssigt uerfarne fyr, som tog mig med storm (og når jeg siger forholdsmæssigt uerfarne fyr, mener jeg at jeg var den første pige, hans venner var blevet introduceret for, og jeg var den første pige der mødte hans mor).
En 22 årig skøn fyr, som dog det meste af sin barndom har måttet føle sig som mellemmand mellem hans forældres skænderier. Som han selv sagde ’de er stadig sammen, men det burde de ikke være’!
Jeg har altid været vant til destruktive forhold, hvor man skulle kæmpe for deres kærlighed og opmærksomhed, men denne her mand gav mig alt hvad jeg har drømt om. Nærhed, varme, spænding, intensitet, kommunikation, dybde og kærlighed. Det varmede indeni mig at jeg havde skiftet ’smag’ indenfor mænd. At jeg endelig forstod at vælge en mand der var god ved mig, at jeg var nået dertil, hvor jeg selv synes at jeg er værd at elske. Igennem de 2 måneder vi var sammen, udviste han dog stor usikkerhed omkring mine følelser. Han spurgte mig på et tidspunkt, om jeg ville finde ham ligeså interessant, hvis han ikke havde den lejlighed som han havde?
Vi ramte en mur der handlede om økonomi. Den første date vi var på, valgte han bevidst ikke at købe en øl til mig. Og først da jeg spurgte ind til det, begyndte han at løsne lidt op. Efter noget tid, hvor han vi bare havde det så dejligt sammen, grinede, elskede, lavede mad. Og hvor han den ene dag havde arrangeret kurbad for os med spa, champagne og jordbær og alt hvad der hørte til, og den anden dag, overraskede mig med en kæmpe buket blomster, følte jeg mig overvældet, og tænkte at dette måtte være for godt til at være sandt. Vi fløj på bølgen i 2 måneder, og pludselig, efter vi havde en konflikt, igen omkring økonomi, hvor han følte at han gav mere end han fik, han følte at han handlede mere ind, end jeg gjorde. Og så hængte han sig MEGET i, at jeg havde sagt til ham, at jeg følte at han var meget påpasselig med hans penge. Og det følte han bundede ud i, at der ikke var gensidig respekt. Og han valgte, fuldstændig umotiveret at gå..
Jeg prøvede alt hvad jeg kunne, for at få ham til at forstå og at stole på, at mine følelser for ham var ægte, Og jeg prøvede at formidle hvordan man er nød til at kunne kommunikere, for at kunne udvikle sig, og at det da er dét, et forhold handler om, men der var ikke noget at gøre. Han stejlede og mente at vi havde for forskellige tankemønstre. Han skød meget skylden over på mig, og sagde at "det skulle jeg have tænkt på noget før".. Jeg føler mig meget som hende der var skyld i at forholdet døde. Og selvom jeg godt ved at der skal to til tango, så fik han mig alligevel til at føle mig skyldig.
Jeg sendte ham et kort brev for at få udløst mine sidste tanker, og for at han endnu engang skulle vide, at hans kærlighed var sikker hos mig. Han returnerede et længere brev hvor han forklarede på ny, at vi ikke passede sammen.
Vi aftalte at mødes for at udveksle de sidste ting, og det endte med at han kyssede mig og holdte om mig hele natten. Vi havde ikke sex, men han kyssede mig, og om morgenen da vi skulle sige farvel, græd vi begge, og han fortalte mig noget så ømt, som at han ville have ønsket at jeg var blevet mor til hans børn! Jeg sagde til ham 'du skal vide at du har givet mig et nyt syn på kærlighed, og du har vendt en vigtig brik i mig liv, og det skal du tage med dig'... og dertil svarede han 'jeg ville ønske at jeg kunne tage dig med mig'. Dette er nu 10dage siden. Camilla, jeg ved at det kan være lige meget nu, eftersom han er over alle bjerge, men jeg håber du kan give mig en bredere forståelse for, hvorfor?
Erica
Svar:
Kære Erica,
Din ekskærestes kærlighed til dig lyder til at have været stormfuldt medrivende, og jeg forstår godt, hvorfor du glædede dig over at have skiftet smag i mænd. Den mavefølelse skal du beholde og være stolt af. Lad dig ikke skræmme af, at han trak kærligheden til sig igen, når du i fremtiden skal give dig hen til mænd. Som du skriver, har han givet dig et nyt syn på kærligheden, og det skal du gå efter, når vælger mænd og forhold i fremtiden. Godt gået!
Du beskriver, at din ekskæreste i sin barndom har været mellemmand mellem sine forældres konflikter. Som barn er man meget sårbar over for sine forældres adfærd. Forældre fungerer som rollemodeller, og de fleste mennesker bærer deres forældres indbyrdes forhold med sig som en del af det billede, de har af, hvordan parforhold er og udvikles. Hvis vi har et negativt billede af kærlighed, som f.eks. at kærlighed er opslidende, fordi man skændes konstant, vil det få betydning for ens egne kærlighedsforhold. I tilfælde, hvor man er bevidst om det negative billede af kærligheden, vil man typisk søge det stik modsatte: 'Jeg skal i hvert fald ikke leve i et ægteskab, hvor der ikke er andet end skænderier og konflikter'. Måske bliver man endda hyper sensitiv over for tegn på, at ens eget forhold er på vej til at udvikle sig i retning af det skræmmebillede af kærligheden, som man bærer med sig.
Måske er din ekskæreste blevet skræmt af de forholdsvist tidlige konflikter omkring økonomi i Jeres forhold, fordi de – for ham – var et tegn på, at Jeres kærlighed var ved at udvikle sig i retning af et skræmmebillede af kærlighedsforhold?
Din ekskæreste er ung og er forholdsmæssigt umoden. Kærlighedsforhold kræver åbenhed, tålmodighed og kommunikation. Der vil være konflikter i perioder, mens man andre gange rider på en rus af kærlighed. Og nogle gange er det bare hverdag og gnidningsløst. Måske skal han lære, at der altid vil være konflikter i et forhold, og at det ikke er konflikterne, der afgør forholdets kvalitet, men derimod den måde, hvorpå man samarbejder om at løse dem.
Det kan selvfølgelig også være så enkelt, at I - i hans øjne – simpelthen ikke passede sammen. At han opdagede, at han ikke var forelsket i dig, men i forelskelsen. Det er måske lidt hårde ord, men sådan er det til tider. Vi mennesker længes efter kærlighed og søger den, når vi ikke har den. Man kan derfor godt opføre sig forelsket, selv om man ikke er det, fordi man brændende ønsker sig kærlighed i sit liv.
Uanset hvilken forklaring, der er tale om, synes jeg ikke, at han kan være bekendt at sende dig så tvetydige signaler, som han har gjort. Han mener ikke, at I skal være sammen, men siger samtidig, at han ville ønske, du skulle være mor til hans børn og at han kunne tage dig med sig i sit liv. Det er selvfølgelig et udtryk for den store sympati, han nærer for dig som menneske, men det efterlader dig i en position, hvorfra det kan være vanskeligt at komme videre. Du ved, I ikke skal være sammen, men forstår ikke hvorfor.
Kærlighed er stort, fantastisk og følsomt, og derfor bliver man sårbar i kærlighedsforhold. Når man trækker sin kærlighed tilbage, bør man tage ansvaret for det og ikke vildlede det menneske, man forlader. Det gør ondt og er forvirrende.
Det lyder til, at du er rigtig god til at holde fast i det gode, han har givet dig: Et nyt syn på kærlighed, som ikke indebærer kamp for nærvær og opmærksomhed. Jeg håber, at det også rummer tryghed og tillid til, at du er værd at elske og blive hos.
Rigtig meget held og lykke din videre udvikling.
Varm hilsen fra Psykolog Camilla Holst
