Jeg er klar til børn!

Spørgsmål:
Jeg er klar til børn!

Min kæreste og jeg har været sammen snart tre år, hvoraf vi har boet sammen i godt to et halvt. Jeg er 27 og han er 31. Vi har det generelt godt sammen og vores sexliv er stadig velfungerende og varieret. Vi har begge jobs og vores økonomi er rimelig solid. Der er kun et problem - jeg er klar til, at vi bliver tre, og synes vi skal arbejde aktivt på det, og det er han endnu ikke. Han siger, at hvis det sker, så er det ok, men hvis han selv skal planlægge, vil han gerne vente. Jeg ved godt, at det ikke er en glæde, der bliver mindre af at man venter - nærmere tværtimod. Men jeg ønsker mig så brændende et barn, drømmer ofte om det og død jaloux på vores venner, der har børn. Det er endnu ikke en alvorlig konflikt imellem os, men idet lysten til børn bliver større og større hos mig, taler jeg oftere og oftere om det. Han siger, at han har behov for ikke at føle sig presset, og at han selv vil have lov at sige til, når han er klar, hvilket selvfølgelig er fair nok. Jeg er bare utrolig utålmodig. Vi bruger ikke andet prævention end afbrudt samleje, og jeg tager også diverse vitaminer - just in case. En gang min menstraution var forsinket, og vi troede, at jeg var gravid, tog han det helt roligt. Han sagde bare, at det nok også var bedre for ham, hvis det skete lidt tilfærldigt, så han var fri for selv at tage en så stor beslutning. Men jeg kan jo ikke gå og håbe på at blive gravid ved et tilfælde. Kender du til nogen metoder, der kan gøre mænd klar hurtigere eller alternativ metoder, der kan gøre mig mindre parat? På forhånd tak for svaret.

Vh den utålmodige

Svar:

Kære utålmodige

Hvis du skal overbevise ham om at børn er det bedste i verden må du selv gå vejen. Det nytter ikke, at presse en far- rolle ned over hovedet på ham, men måske kan du gøre ham nysgerrig på hvad du kan tilbyde som mor til hans barn. Du kan gøre det, ved at tale om holdninger til børneopdragelse, tal om hvad der er rigtigt og hvad er forkert. Lån gerne andres børn så du/I kan afprøve hvordan du/I tackler konflikter og glade stunder med børn. Jo mere du øver dig i den kommende rolle som mor og lader dét optage dig, des mere nysgerrig vil din kæreste blive på hele projektet omkring at få børn. Hvis du udtrykker glæde og entusiasme vil han sikkert føle sig mere tryg ved tanken om at du skal være mor til hans barn. Måske har han bekymringer om at blive far. Når han skal være far, bliver han jo en anden mand end dén han er nu. Sådan en far-rolle er ikke altid let for en mand, at forholde sig til på forhånd. I kan evt. skrive en liste sammen med alle plusser og minusser ved at få et barn. Så kan du se hvad der bekymrer ham mest ved at blive far. Det er en god idé at tale om forældre-ansvar, hvem, hvad og hvordan skal I tackle dét? Du kan jo spørge din kæreste om hvad det vil sige for ham at blive en ansvarsfuld far?  
Den manglende prævention I har, er måske et udtryk for, at det ikke gør så meget hvis du skulle blive gravid. Hvis din kæreste virkelig slet ikke ønskede at få børn, ville han nok være mere emsig med at få indført sikker prævention i jeres sexliv. I bogstaveligste forstand.

Imens du får ham overtalt, er det en god idé at arbejde med dig selv, i forhold til at du vil være mor. Hvilke forventninger har du mon til at få ansvaret for et barn? At få et barn er dejligste i verden, men det er også lig med forsørgerpligt, farvel til dele af dit sociale liv og indimellem goddag til et psudo-liv med bleer, gylp og barneskrål. Jeg har selv tre børn så jeg forstår godt dit ønske om at blive mor. Men der er også nogle ofringer når du vælger at få barn. Det kan være sådan at du ikke har overskud til at være den fantastiske kæreste, som du er nu, lige når du bliver mor for første gang. Derfor er det godt at være enige om at få barnet, så du ikke bliver efterladt med rollen som ’den der bare ville have barn, for enhver pris’. Det vil ikke være samme glæde, som hvis du venter til I begge er klar til familie.

Jeg ønsker jer held og lykke med arbejdet på at blive familie.

Varm hilsen
Camilla Holst

 

Kontakt os på:

Tilmeld nyhedsbrev

... og modtag tips og inspiration til bedre mentalt velvære.

Hvor har du hørt om os?