Kærlighed og utroskab
Hej Camilla
Jeg er 36 år og har været sammen med min 5 år yngre kæreste i 11 år, og vi har sammen en skøn datter på et år. Han har været mig utro med en kollega igennem ca. tre måneder. Jeg opdagede det selv men måtte diske op med konkrete beviser (mobilregning) før han indrømmede. Inden da havde jeg adskillige gange direkte spurgt om han havde en anden, hvilket han benægtede. Han ændrede med det samme adfærd og blev fjern og afvisende over for mig da han indledte forholdet til hende. De mødtes til julefrokost på arbejdet og har siden set hinanden hos hende. Hun har også en kæreste og to børn med sin eksmand, men bor dog ikke sammen med kæresten.
Jeg er ulykkelig og vred og dybt krænket. Efter en kort tænkepause hvor jeg mærkede efter, opdagede jeg at det jeg ønsker mest er at redde vores forhold hvis vi kan få et bedre forhold end det vi havde før hans affære, da jeg elsker ham meget højt og altid har forestillet mig at det skulle være ham og mig "for good". Jeg krævede at han i en fart fandt ud af hvad han ville, hvilket resulterede i at han gjorde det forbi med hende og sagde at han syntes vi skulle give vores forhold en chance. Men han sagde også at de var blevet forelskede, men at han elsker mig og altid vil gøre det. Vi har altid haft et stormfuldt forhold, har begge temperament og er forskellige på mange punkter. Men det er også det der har gjort at vi bevarer nysgerrigheden over for hinanden.
Jeg går nu rundt med en stor klump i maven, fordi jeg savner at mærke at det virkelig er mig han vil. Det er mig der tager initiativ til at vi taler sammen om vores problemer - som ikke kun handler om at han har været mig utro. Og det er mig der rækker ud efter ham og rører ved ham/siger jeg elsker ham. Han er meget passiv, selvom jeg melder klart ud at jeg også har brug for at han kommer mig i møde. Men han siger gang på gang at det er mig han vil og at han må se at komme over hende, men at han ikke altid tror på at det kan blive godt igen med ham og mig. Jeg synes det er svært når han er sådan en "østers" og samtidig render ind i hende på arbejdet. Han vil gerne finde et andet arbejde, men hans slags hænger desværre ikke på træerne. Har du nogle gode råd til hvordan vi kommer videre så jeg kan få tilliden tilbage og så vi begge kan føle os ligeværdige igen? Vi går allerede i parterapi, men det meste terapi skal jo være mellem ham og mig herhjemme, og det synes jeg står lidt stille. Håber meget på et svar.
Hilsen den frustrerede
Svar fra Camilla Holst, Psykolog
Kære frustrerede
Jeg forstår godt, at du er ulykkelig, vred og såret. Det er noget af et svigt, du har været udsat for, og jeg kan se ud fra dit brev, at du synes, processen nu er hård.
Jeg vil starte med at sige, at der er en masse positive indikationer i dit brev. Både du og din mand har besluttet jer for at give jeres forhold en chance til, og selvom det er svært nu, vil I gerne være sammen.
Det lyder også, som om din mand er ærlig over for dig, når han siger, at han har valgt dig, men at han ikke altid føler sig sikker mht. fremtiden. Og det ville måske også være mærkeligt, hvis han gjorde det, sådan som landet ligger. Så selvom det er hårdt at høre, tror jeg du skal sætte pris på, at han faktisk fortæller åbent og ærligt om sin frygt og sine tanker. Det lyder, som om han på sin egen måde har truffet sin beslutning og prøver, så godt han kan. Samtidig kan jeg høre, at du ville ønske, han prøvede mere, og det er da heller ikke holdbart, hvis du hele tiden er den aktive part i forholdet. Men 1. skridt er taget, idet han har valgt at stoppe sin affære og blive i jeres forhold. De næste skridt skal komme, men samtidig har han måske brug for noget tid – det er jo ingen nem situation, han er havnet i. Så hvis du kan holde ud at være lidt tålmodig, er det rigtig godt.
Du skriver, at I også har andre problemer end utroskaben. Måske har de problemer været der noget tid, så det kan være vigtigt at få talt om dem samt mere generelt om, hvad der har ledt op til affæren. Var han utilfreds eller trist før; manglede han noget, har han nogle ideer eller ønsker i forhold til fremtiden? Og hvad med dig?
Det lyder godt, at I går i parterapi allerede. Men du har helt ret i, at det er derhjemme, det store træk skal tages. Det er der, I skal øve jer i at kommunikere, der I skal forsøge at reparere den ødelagte tillid og finde tilbage til de gode ting, der også er i jeres forhold, men som nok overskygges af alt det andet nu.
Det lyder, som om det er vigtigt for dig, at du mærker, at din mand virkelig står ved sit valg om at blive sammen med dig. Som sagt må du nok ruste dig lidt med tålmodighed, samtidig med at du selvfølgelig ikke skal trække dig eller lade ham gøre det. Husk dig selv på, at han er hos dig af egen fri vilje, og at det er helt normalt, at han har brug for at gøre tingene i sit eget tempo. Han har været ude på en følelsesmæssig rutsjebanetur de sidste måneder, og han slås sikkert med en masse forskellige følelser nu. Samtidig er det vigtigt, at I kan tale med hinanden, og at han ikke konstant klapper i som en østers, når du prøver på det. Så uden at presse synes jeg godt, du kan fortælle ham, at det gør dig ked af det og utryg, når du ikke ved, hvordan han har det. Og at du forstår, han har brug for lidt tid, men at du også har det hårdt og har brug for noget fra ham, der kan berolige dig og vise dig, at han stadig holder af dig. Efterhånden som tiden går, vil han forhåbentlig lægge forelskelsen i den anden kvinde bag sig og blive mere og mere nærværende i jeres forhold, således at I kan arbejde sammen på at gøre det trygt og rart at være i igen.
Måske er der andre årsager til hans stilhed. Det kan være at han kæmper med sig selv, oven på den ’behandling’ han har udsat dig for. Det kan være, at han er deprimeret, føler skyld og ikke kan forstå hvordan han kunne gøre det ?!. Det er ikke for at undskylde ham, men der er ofte årsager til utroskab som bunder i en indre frustration hos den der er utro. Det kan være at utroskaben var en reaktion på at han ikke selv har det godt og ikke finder sig godt tilpas i sit liv. Det vil jeg foreslå dig at tale med ham om. Det er altid bedst med kortene på bordet.
Varm hilsen
Psykolog Camilla Holst
