Du er her: Forside > CityTerapi > Brevkasse > Kan jeg lære at være tro?

Hej Camilla

Jeg skriver fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg er i midt 20'erne og er egentlig lykkelig gift med en dejlig mand på 4. år. Vi har et godt og spændende liv, med mange oplevelser og mange venner. I vores vennekreds har vi et vennepar ca. 10 år ældre end os selv som vi er begyndt at være meget sammen med.

Problemet er at jeg det sidste års tid har følt at manden har vist mig en særlig interesse. Det har bare været små ting som intense blikke, kommentarer, berøringer når man rækker hinanden noget osv., vel i bund og grund almindelig flirteri. Ikke noget som jeg lagde noget særligt i eller som jeg tænkte specielt meget over.

I januar var vi dog på miniferie sammen, og efter det er det ligesom intensiveret, dog på en meget mærkelig måde. På den ene side ringer/sms'er han ofte om små ligegyldige ting som han lige så godt kunne snakke med min mand om, han er begyndt at træne det samme sted som jeg og vi mødes derfor tit, han giver lange knus når vi ses, "kommer" indimellem til at røre mig intime steder på kroppen, roser min påklædning, mødes ”tilfældigt” så vi kan være alene osv. dog alt sammen noget man kunne bortforklare som tilfældigheder eller uheld. På den anden side kan han virke en smule kold, ignorere mig i flere dage eller begynde at kritisere mig, fx for at virke for flirtende (hvilket virkelig sårer mig med tanke på hvordan han selv opfører sig). Forleden var vi til en fest, og sidst på aftenen når vores ægtefæller ikke var i nærheden dansede vi meget tæt og hvor han bl.a. nussede og rørte ved mig under tøjet når han kunne slippe af sted med det – og jeg lod ham gøre det. Lige siden har han dog ignoreret mig fuldstændig, og når jeg med en eller anden dum undskyldning har kontaktet ham har han virket kold og kortfattet.

Selvom vi har været alene mange gange er der aldrig sket noget, og selvom vi har siddet vildt tæt, og han konstant strejfer mine hænder, lår osv. så kan han stadig sidde og snakke om sin kone eller udspørge mig om mine ekskærester.

Han er en ufattelig fascinerende person. Uhyggelig intelligent, meget succesfuld og velhavende, humoristisk og så han er han meget tiltrækkende. Han er iøvrigt selv gift på 10. år, med en smuk kone, har to yndige døtre og et fantastisk ”bo bedre” hjem. Så fatter slet ikke hvad det er han har gang i.

Jeg bliver utrolig frustreret over at jeg ikke kan finde ud af hvad han vil. På den ene side virker han interesseret i mig og kigger på mig som om han kunne kaste sig over mig på stedet, på den anden side virker han ligeglad med mig. Jeg kan ikke finde ud af om jeg blot er en genstand for en flirt som han kører lige til stregen uden at krydse den, eller om han reelt set er vild med mig. Uanset hvad har jeg det rigtig skidt med mig selv, og føler mig billig, brugt og ussel over for min mand. Jeg bruger ufattelig meget tid og energi på at tænke ham og hele situationen.

Mit problem er især at jeg kan mærke at jeg er ved at forelske mig i ham, og at jeg nu selv ofte finder på de mærkeligste undskyldninger for at kontakte ham, arrangerer middage udelukkende for at se ham og finder på grunde til at han lige skal komme forbi. Jeg har flere gange forsøgt at undertrykke de følelser jeg har, hvilket lykkes indimellem, men blusser op så snart han bare ser intenst på mig.

Jeg har ikke fortalt nogen om noget af dette, ej heller min mand hvilket giver mig rigtig dårlig samvittighed, og føler at jeg allerede har været ham utro. Håber du kan hjælpe mig til at finde ud af hvad jeg skal gøre. Overreagerer jeg? Skal jeg lægge kortene på bordet og fortælle min mand det hele, med garanti for at venskabet mellem os 4 ryger, eller skal jeg tage fat i ham den anden og spørge direkte hvad han vil opnå? Jeg ved jo ikke engang helt hvad jeg selv vil, ville bare ønske at jeg vidste hvor jeg havde ham, så jeg kunne koncentrere mig om mig selv og mine ønsker. Jeg er ved at blive vanvittig, og føler jeg er med i en slags syg leg, hvor jeg er den eneste der har følelser i klemme. Håber du kan hjælpe.

 

Hilsen den forvirrede

(Læserbreve bringes i uredigeret form)

 

Kære fortabte

 

Din historie er meget kompleks, og det er svært ud fra et brev at gætte sig til baggrunden for, at du handler som du gør.

Dine første sidespring foregik, da du var så ung, at det er svært at klandre dig for noget. Det er kun naturligt at ønske at udforske verden, sin egen seksualitet osv., og de færreste har jo samme partner fra de er 13 til de dør.

Alligevel lyder det, som om dit mønster så at sige blev grundlagt eller i hvert fald begyndte at vise sig allerede dengang, og derfor er det alligevel interessant. Og relevant er det også, at du fortæller, at du allerede dengang havde dårlig samvittighed, og at du aldrig følte noget for dem, du var din mand utro med. Det var altså ikke forelskelse el.l., som drev dig, og det lyder ikke engang, som om du fik noget ud af det udover netop den dårlige samvittighed. Du udelukker selv, at du gjorde det for spændingens skyld eller fordi du var utilfreds med din mand, og det helt centrale spørgsmål forbliver altså: hvorfor?

Du beskriver dit ægteskab i så positive vendinger, at man næsten ikke kan tro, det er sandt. Det lyder virkelig som det perfekte forhold, hvis et sådant findes, og det gør naturligvis bare dine handlinger til et endnu større mysterium. Det lyder næsten, som om du har en slags afhængighed, som du hverken ønsker eller sætter pris på, men som du mangler hjælp til at komme ud af igen.

Den hjælp kan du f.eks. søge gennem terapi, og jeg ville i din situation overveje at skifte psykolog, hvis jeg ikke føler mig hverken forstået eller hjulpet. Nu kender jeg jo ingen detaljer, men det virker ikke, som om du og din psykolog har samme mål for terapien. Du fortæller, at du i terapien har fået at vide, at det er okay at flirte, og at du ikke skal fortælle din mand alting. Det er jeg, præcis som du, ikke helt enig i, fordi det virker, som om der er meget mere på spil her. Du flirter ikke bare, og de forhold, du har, har du tilsyneladende ikke for at glæde dig selv. I stedet fungerer forholdene nærmest som en straf, idet du gennem dem er med til at ødelægge det ene forhold, du virkelig sætter pris på – forholdet til din mand. Hvad du har gjort for at fortjene sådan en straf ved jeg ikke, men her er i hvert fald tale om noget andet og mere end retten til at have mandlige venner.

Gennem mine briller, ser det ud som om, at du også får noget bekræftelse fra disse mænd, som gerne vil have dig. Den kan du jo godt være blevet afhængig af. Det giver os ofte et kick når et andet menneske synes, at vi er fantastiske. Hvis du har oplevet at blive begæret, kan det være den følelse du higer efter og vil have mere af. Den kan sidestilles lidt med at have en magtposition. Det er altså dig der kan styre situationen og måske har du det bedst, på den måde.

Prøv at grave dybt ned, i din egen historie, og find ud hvilke mandlige rollemodeller der var i din barndom. Måske havde du også dengang en higen efter at blive anerkendt?!

Måske kan du i virkeligheden bedst tackle, respektere og holde af mænd når de ikke elsker dig og forkaste dem når de begærer dig.

Dine affærer piner såvel dig som din mand, og det er godt klaret, at I stadig er sammen og elsker hinanden så højt, som I gør. Det fremgår dog tydeligt af dit brev, at din mand til sidst ikke har kunnet klare mere, og at han så at sige er knækket. Han har sikkert svært ved at kende sig selv efterhånden og føler, at han har mistet al kontrol, værdighed, tillid osv. Så også han har brug for hjælp, men det er alfa og omega, at du får hjælp til at ændre din adfærd og komme ud af dit ’misbrug’. For det hjælper ikke, at din mand kommer oven på igen og får oparbejdet sin tillid til dig, hvis du ender med at bryde den igen og have endnu en affære. Så de to ting må følges ad, og din personlige udviklingsproces er fundamentet for din mands. Først når du en dag med dig selv ved, at du ikke længere behøver andre end din mand, og du kan love ham det, kan hans selvværd og hans tro på dig og på jeres ægteskab for alvor bygges op igen.

Jeg er sikker på, at du har tænkt over mulige grunde til din opførsel igen og igen, så det vil jeg ikke bede dig gøre en gang til. Men en forståelse af, hvorfor du handler, som du gør, er kernen i dit problem. Hvad får du ud af at handle, som du gør? Hvad ville der ske, hvis du lod være? Hvad skal der til for, at du kan stå imod? Hvad hvis din mand f.eks. sagde, han ville forlade dig, hvis du var ham utro igen, ville det kunne afholde dig fra det? Og kan du ikke selv finde svarene, må du søge hjælp hos nogen, som kan lede dig på vej.

Hvis du skal bryde dette ødelæggende mønster, bliver du nødt til at kæmpe med dig selv. Og samtidig må du være ærlig og indrømme, som du også har gjort tidligere, at du har et problem. Et løfte om troskab nu vil ikke betyde noget for din mand, for det har han hørt for mange gange før. Så er det bedre at være ærlig og sige, at du af og til mister kontrollen mod din vilje, men at du gør alt hvad du kan for at lære at lade være. Senere kan du forhåbentlig opbygge tilliden mellem jer igen, således at dit ord atter bliver noget, din mand har respekt for og stoler på.

Varm hilsen

Camilla Holst