Kaos i familien
Spørgsmål:
Kaos i familien
Hej Camilla.
Jeg er en kvinde på 42 år som har 2 børn på 12 og 6 med min samlever gennem 13 år. Jeg kommer fra en kærlig kernefamilie, hvor der var plads til alle. Jeg har altid været vellidt hos venner og kollegaer, og har haft en aktiv og udadvendt fritid i en sportklub i min ungdom, hvor jeg har engageret mig i de ting jeg fandt interessant.
Da jeg mødte mine børns far, gennem vores daværende fælles arbejdsplads, blev jeg hurtigt gravid, og hele vores liv sammen har været med børn. Vi har hus og bil sammen, men er aldrig blevet gift. Vi har altid haft en problematisk samliv, men jeg har aldrig kunnet gennemskue hvorfor. Lige indtil vores 6 årige får problemer med at starte i skole, og vi opdager at han har en eller anden form for udviklingsforstyrrelse (han er nu under udredning hos PPR/børnepsyk.). Og da det jo er arveligt, kan jeg jo pludselig se sønnens symptomer hos faren også!!! Det skal også nævnes at han bror har fået konstateretDAMP/ADHDfor mindre end 1 år siden. Da forstår jeg pludselig alle de mærkelige reaktioner jeg tit har fået på ting, som jeg synes er ganske naturlige. Og alle de skænderier vi har haft om ting som jeg synes var nemme at afgøre og hans totalt stillen på bagbenene når vi andre er kommet med forslag til familiens liv.
Min mands mangel på empati kan give sig udslag i at han, for at finde ud af om jeg vil ha´sex med ham, trækker ud i min bluse for at se hvilken bh jeg har på, og stikker fingrene ned i mine trusser for at se om jeg er "villig" og hvis det ikke er positivt, så går han ud fra at jeg ikke har lyst til sex!!!
Han rører ikke en finger i huset - "for han tjener jo pengene, og jeg har tidligt fri" (jeg har 33 timer om ugen).
Vores hus, som vi har boet i i 10 år ligner en byggeplads. Alt er ved at blive lavet om, og intet er færdigt. Vores 12 årige vil ikke have gæster med hjem, det er for pinligt. Det skærer virkelig i mit hjerte.
Han kommenterer alting negativt, ligefra mit tøjvalg om morgenen til ungernes måde at spise morgenmad på, til at der ikke er ryddet op når har kommer hjem og til at jeg altid er sur og negativ - hvilket jeg ikke synes jeg er - eller ihvertfald prøver på ikke at være!! Han har tidligere haft nogle depressioner, som han dog har arbejdet rigtig godt med.
Jeg kan ikke gøre nogen ting rigtigt og han vil bestemme det hele. Han gider ikke diskutere dagligdags ting - jeg "må da bare ta´en beslutning". Og alligevel brokker han sig bagefter.
Men nu er jeg så drænet for energi, at jeg ikke aner mine levende råd. Jeg har mest lyst til at skride fra det hele, men pga. børnene bliver jeg.
Jeg har brugt mine venner rigtig meget, når det har været slemt, men nu synes jeg ikke jeg kan belaste dem mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen med mine bekymringer, for han vil ikke med i parterapi. Jeg ville ønske at vi kunne få talt ud, men vi forstår åbenbart ikke hinanden, for vi ender altid i samme rille når vi diskuterer.
Vi har bestilt en ferierejse til februar, som ungerne glæder sig rigtig meget til - vil har lovet dem det i flere år, men heller ikke det har vi kunnet finde ud af. Men jeg kan næsten ikke ovrskue at skulle på den tur, samtidig med at jeg ikke kan holde ud at tænke på børnenes skuffelse hvis det ikke bliver til noget pga. at jeg går min vej. Jeg har hjertebanken hver dag, og er bange for at komme hjem fra arbejde. Børnene spørger altid om far er hjemme når vi kommer fra arbejde/sfo, så de ved om de skal gå med listesko, eller de kan sætte sig i sofaen og slappe af.
Han mener at jeg er inkonsekvent i min omgang med børnene og skælder for lidt ud!
Jeg mener at med kærlig tale og ligeværdighed kommer man længere.
Nedgørelse fra deres far har begge børn oplevet.
Jeg håber jeg har forklaret så det er til at forstå lidt af. Jeg kunne skrive meget mere, men det er der vist ikke plads til :-)
Håber at du kan give mig et skub i den rigtige retning.
mvh Therese
Svar:
Kære Therese
Jeg vil starte med at sige, at du lyder som en skøn kvinde, at være sammen med. Din mand burde prise sig lykkelig for at være sammen med dig fordi din tålmodighed virkelig har været sat på en prøve gennem de 13 år du har bag dig. Du virker også som en god mor der har stor omsorg for dine børn. Jeg kan forstå, at du er kørt træt i jeres samliv men du har da kæmpet og formået, at opretholde et familie-liv indtil nu.
Nu er det tid til forandring.
Prøv at være åben for at vende det hele på hovedet og betragte dit liv fra en helt anden vinkel.
Jeg har en betragtning som jeg gerne vil videregive til dig;
”Mænd er som ugeblade………de har gode sider og kedelige sider”. De rummer gode historier og mindre gode historier. Lige nu har du bare lyst til at skride og kan derfor kun se alle de dårlige sider din samlever har.
Sæt dig ned i 30 minutter og læs ham igen. Selvom du er træt. Tænk på hvilke sider der er de gode ved ham, tænk på de historier han rummer som er kærlige, humoristiske, sjove, glædelige, overraskende og som giver dig lyst til at holde af ham. Når du har tænkt på alle de sider, han har, der er værd at holde af, er du så stadig i tvivl om du skal forlade ham?
Du beskriver, at jeres forhold har været præget af jeres første barn. Det giver nogle specielle præmisser for jeres forhold. Netop, at I ikke er vant til at skulle tackle hinanden uden børn. Jeres roller overfor hinanden har været præget af, at I blev forældre tidligt. Du fik mor-rollen og han fik far-rollen. De roller indeholder nogle fastsatte forventninger som gør at jeres samliv får snævre præmisser. Mor-rollen indeholder fastsatte forventninger om at være fornuftig, til side sætte egne behov og være forstående og omsorgsfuld. Det kan gøre at du tackler de konflikter du møder i jeres samliv med at være for meget mor-agtig og for lidt dig selv. Når man er for meget mor-agtig bruger man sin fornuft til at tackle konflikter med og der er længere til at fnise, pjatte, være lille-pige eller være barnlig. Det gør at du har en kortere lunte overfor ham hvis han udviser barnlige sider.
For far-rollen i et sådant forhold kan det give sig udslag i, at han har måttet affinde sig med en 2. plads meget tidligt i jeres forhold. Det kan være svært for en mand og i jeres samliv har han åbenbart lært sig, at hvis han vil have opmærksomhed fra ’mor-rollen’ må han agere som et barn derfor vil han forsøge at hente opmærksomhed fra dig som et barn ville gøre.
Han har fået tildelt en rolle som far tidligt i jeres forhold. En far-rolle er ofte forbundet med ansvar, modenhed, overblik og styrke. De dage hvor han ikke kan være stærk og moden er han på bar bund fordi han ikke har en kæreste-rolle i jeres forhold, hvilket er endnu en grund til, at han vil ty til at opføre sig barnligt.
Damp relaterede opmærksomhedsforstyrrelser giver sig til udtryk ved at den ramte er meget impuls-styret og reagerer på sine umiddelbare behov og følelser. Dvs. at hvis han har lyst til sex vil han undersøge mulighederne lige nu og her og hvis han er vred kan han have udbrud fordi han ikke er i stand til at kontrollere sig eller sine følelser. Hvis din mand lider af en opmærksomhedsforstyrrelse er det nemt, at få behandlet med medicin og det vil lette hans hverdag betydeligt.
Opmærksomhedsforstyrrede voksne bliver tit undgået af andre fordi de kan være belastende eller ’fylde’ for meget i et samvær. Det kan give sig til udtryk ved at du oplever ham som klæbende eller ligeglad med dine følelser.
Med hensyn til jeres samliv vil jeg foreslå jer at gå ind og analysere rigtig godt og grundigt på jeres far-og mor roller og finde ud af hvor meget af jeres tid sammen I er far og mor frem for at være ligesindede kærester. Tegn en lagkage med 100% og inddel det stykke i % hvor du oplever at du er mor, find også det stykke der fortæller at du er kæreste, find også et stykke hvor du er kvinde, find også et stykke hvor du er dig selv (ego-stykket) og se på fordelingen af stykkerne. Er der balance i forholdet til dig selv? er du for meget mor? og for lidt dig dig selv?
Giv denne opgave til din mand og bed ham om at inddele på samme måde med sin far- rolle.
Denne øvelse skal være udgangspunktet for at I skal starte et nyt liv sammen. Et nyt liv hvor rollerne skal være anderledes end før. Et liv hvor der skal fokus på jeres kæreste-liv. I skal sammen finde ud af hvad sådan et kæreste-liv kan indholde og sammen fastsætte nogle værdier som I begge ønsker at sætte fokus på. I den forbindelse er det vigtigt at I finder 10 regler som kan bruges for jer når I skal give hinanden kritik. Der skal være helt faste regler for hvad man må -og ikke må sige til hinanden. Du mener at han kritisere dig hele tiden og er efter børnene. Det er der en grund til. Måske har han problemer han ikke kan udtrykke overfor dig eller måske er han også kørt træt i jeres forhold. Det er godt at du får hul på denne byld i jeres forhold og du kan evt. starte med at vise ham dette brev hvis du mener at det er svært at starte en dialog med ham. Det er vigtigt at du, i et ordentligt tonefald og uden bebrejdelser fortæller ham hvor ked du er over at han er efter børnene og det er også vigtigt at du fortæller ham at du er bange for at komme hjem fordi du ikke ved hvilket humør han er i.
Det er meget alvorligt for jeres fremtid at han kan lytte til dig nu. Derfor skal du enten skrive et brev til ham eller tale med ham stille og roligt og undgå at skændes med ham om dine synspunkter. Fortæl ham at du har brug for hans ører i 10 minutter og brug så de minutter til at fortælle om din egen oplevelse af jeres forhold. Husk at du kommer ingen vegne med at kaste mudder på ham, hold dig til at fortælle ham hvad du ønsker i jeres liv frem for alt dét du mener, at du mangler. Hvis han er impulsiv i sine reaktioner vil du kun provokere ham ved at stille hårdt mod hårdt. Forsøg at lokke ham lidt til de rigtige slutninger på jeres dialog. Vær åben overfor hans forslag til løsninger. Lad ham få nogle områder hvor han kan være dén der bestemmer og få frataget ham områder hvor han dominere dig eller børnene ved at bestemme.
I har haft svære vilkår med et barn der ikke fungere optimalt og det trækker naturligvis veksler på et forhold men jeg tror på at I kan få vendt skuden således, at I står sammen imod problemerne frem for at I bekæmper hinanden. Din mand er ikke den værste mand jeg har hørt om. Sådan som du beskriver ham ligner han meget godt en gennemsnits mand der har været 13 år i det samme forhold. Der kommer magtkampe op i denne periode og det gælder om at undgå dem og i stedet vælge dine kampe med omhu. Spørg altid dig selv; ” er denne konflikt værd at tage eller spild af tid”?
Jeg ønsker jer al den kærlighed som I kan bruge til at få et dejligt nyt liv sammen
Skriv endelig til mig igen hvis du har flere ting du savner inspiration til.
Knus fra Camilla Holst
Dette brev er taget fra kvinder.bt.dk
