Kommunikation i parforholdet

Spørgsmål:
Kommunikation i parforholdet

Kære Camilla!

Jeg har en dejlig kæreste, vi har kendt hinanden i 3 mdr. MEN, jeg oplever det er mig der tager det meste initiativ til at ses og ringes ved. Han vil mig rigtig gerne, men hvordan pokker får jeg taget hul på bylden og får snakket med ham om at jeg godt kunne tænke mig han tog lidt initiativ til at ses. Det skal jo helst ikke lyde som brok, men som et oprigtigt ønske fra mig side om at føle han også vil mig. Der kan uden problemer gå 3-4 dage hvor vi ikke snakker sammen, hvis jeg altså ikke lige ringer til ham :-( Ind i mellem bliver jeg meget i tvivl om han vil mig men når vi så er sammen er jeg slet ikke tvivl.

Vi har begge børn fra tidligere forhold og desværre på skift, så vi kan kun ses uden børn hver anden weekend, og så kommer han over til mig når mine dejlige tøser sover. Har du et godt råd til mig om hvordan jeg kan sige/snakke med ham om det - uden det lyder som brok, for jeg vil jo ikke lave om på ham. Bære nærmere mig ham mere.

På forhånd tak

Svar:

Kære initiativrige

Skønt for dig at du har fundet en dejlig kæreste. Det der holder dig tilbage fra at tale med ham kan være to ting. Enten mener du ikke at være værdifuld nok for ham, eller også har du svært ved at stille krav i et forhold. Hvis du ikke vil tale med ham om noget så oprigtigt som, at du savner ham, hvordan har du så tænkt dig at tackle resten af de konflikter I vil løbe ind i?!. Du skal gøre op med dig selv hvor længe du vil gå rundt og være usikker på ham. Sæt dig selv en tidsramme for hvor lang tid du kan holde ud at være usikker, i det her forhold. Når du har sat tidsrammen ved du præcis hvor lang tid du har, før du skal have talt med ham.

Når du vil opfordre ham til at tage mere initiativ til at I skal ses, må du være mere villig til at turde satse. Satse på at han tager godt imod din opfordring til, at I skal ses mere. Du må også forberede dig på at han har sine egne grunde, som ikke vedrører dig. Forstået på den måde, at han ikke vælger dig fra fordi han ikke kan lide dig men i stedet har noget i sit liv, der gør det svært for ham at være mere sammen med dig. Jeg tror at du er usikker på at tale med ham, fordi du nødig vil finde ud af at han ikke holder så meget af dig, som du holder af ham. Hvis det er tilfældet gør du klogest i at finde ud af dét med det samme, ellers spilder du dyrebar kærlighed på en mand der ikke forstår at værdsætte den.

Jeg ønsker dig mod i din kamp for mere kærlighed.

Stort knus fra Camilla Holst

 

Kontakt os på:

Tilmeld nyhedsbrev

... og modtag tips og inspiration til bedre mentalt velvære.

Hvor har du hørt om os?