Krise i forholdet
Hej Camilla,
Jeg ved ikke om du vil kunne løse mit problem, men håber i hvertfald på at få et godt råd!
Jeg har været sammen med min kæreste i 3 år nu og han er min første store kærlighed. Men indenfor det sidste ½ år har der været en masse op- og nedture over forskellige ting, som vi slet ikke har oplevet før... Der har været nogle uenigheder over bl.a. alkohol, flytte sammen (da vi ikke bor sammen endnu), og bare generelt det, at være sammen og være forskellige på mange punkter. I sommers da jeg var fuldstændigt begravet i eksamener får jeg en besked fra ham hvor han siger, at han ikke kan finde ud af om vi skal være sammen mere eller ej. Ifølge ham var han i et kæmpe dilemma, og jeg kunne bare ikke tro mine øjne. For selvfølgelig havde alle par problemer, men dem snakker han da om og løser sammen. Anyway, vi fandt ud af det, men krisen stod på i en uge hvor jeg ikke vidste om jeg var løbt eller solgt! Det er den værste følelse nogensinde... Problemet er bare, at det er mig som sædvanligt, der er problemløsren i vores forhold hver gang vi løber ind i en krise. Og det er jeg mildest talt træt af. Han opfører sig som et lille barn, der aldrig har været i et forhold før og ved ikke hvordan man kommer videre. Jeg savner lidt mere ansvar fra hans side!
I løbet af sommeren har der været 2-3 episoder hvor han har givet udtryk for, at det ikke fungerede mellem os og at det nok var bedst at gå hver sin vej.
Mens vi var på ferie i de sydlige lande kom vi op at skændes over en latterlig ting der ikke betød noget, men det gjorde at vi begge farede op og råbte ad hinanden på et offentligt sted. Det medførte så, at han impulsivt tog den beslutning, at han ville køre mig til det sted hvor min familie var på ferie (ikke så langt hvor vi var henne) og ville efterlade mig der, og han ville så selv køre hjem til DK alene!!! Jeg var i chok og kunne ikke tro hvad der skete... Jeg var såret, men samtidigt også rasende - for hvem troede han at han var?? Derfor gav jeg ham det ultimatum, at hvis han kørte sin vej og efterlod mig i midten af Europa hos min familie mens vi var på ferie, så ville vores forhold være fortid... Han kom bare med et kort "fint nok!" og var fast besluttet på det... Det skal lige siges, at det var en køretur på 2 timer, så han havde tid til at tænke godt og grundtigt over sin beslutning.. Det endte så med, at vi snakkede om det og fandt ud af det til sidst. Men den oplevelse sidder bare fast i mig stadigvæk :-( Jeg blev så såret af ham, for han var klar til at sige farvel og tak til mig og de 3 år vi har haft sammen på bare et splitsekund.
Han siger selv, at han tager mange impuslive beslutninger i livet, men det her var bare dråben. Man afgør ikke sit forholds fremtid i en irrationel handling baseret på et skænderi som man var træt af.. Jeg fatter det simpelthen ikke... Og derfor tænker jeg nu, hvis han var klar til at gøre det forbi, så betyder jeg ikke nok for ham? Mine følelser har ændret sig lidt efter alt det der er sket. Det slider jo på et forhold, at vide at han var klar til at forlade mig. Han er bare anderledes i mine øjne nu, så det er ligesom svært at være på den lyserøde sky og sige "jeg elsker dig" til ham. Det frustrerer mig bare, at han ikke ikke kan se hvorfor jeg føler som jeg gør og hvorfor jeg ikke kan komme over det. Jeg mangler nogle svar og noget afklaring over hans opførsel. Men det kan han ikke give mig. Hans svar er hele tiden "hvad vil du have, at jeg skal gøre nu??!" og det irriterer mig. Jeg søger noget ansvar fra hans side og at han for en gangs skyld er problemløseren i vores forhold!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu... Føler mig i et stort dilemma, fordi jeg ikke ved hvordan vi kommer videre og hvordan jeg kommer over det. Jeg elsker ham jo rigtig meget og vil gerne være sammen og det samme gør han. Men lige nu er det bare problemerne der overskygger det gode i vores forhold.
Samtidig tænker jeg om det hele er noget værd at kæmpe for?? For vi skændes og har kriser, og løser dem. Men så opstår der hele tiden nye! Det er bare en ond cirkel som vi ikke ved hvordan vi skal bryde :-( Desuden ved jeg ikke om jeg er klar til, at vente på endnu en af hans "impulsive" beslutninger om at ville slå op... Jeg tænker bare, hvornår sker det næste gang? Og gider jeg virkelig vente på det? Han siger, at sådan noget lignende ikke vil ske igen - men det sagde han også sidst! Så jeg har lidt mistet tilliden til ham.
Jeg ved godt, at det er en ret kompleks situation, men hvad vil du råde mig til at gøre? Blive og kæmpe for kærligheden (igen igen) eller sige farvel og tak???
Mange hilsener fra sommerfuglen
(Læserbreve bringes i uredigeret form)
Svar fra Camilla Holst, psykolog
Kære Sommerfugl
Det er klart, at dit syn på såvel din kæreste som på jeres forhold har ændret sig, efterhånden som jeres problemer er vokset. Har man først én gang fået at vide, at ens partner overvejer at forlade en, er det svært at glemme igen. For det er store ord, som risikerer at bringe usikkerhed ind i forholdet og ødelægge noget af den følelse af selvfølgelighed, man ellers har haft. Hvis den anden tvivler, hvad skal man så gøre for, at han skal blive sikker igen? Og hvordan kan man vide, at tvivlen ikke kommer igen? Det korte svar er jo, at man aldrig kan være helt sikker. Men eftersom I nu begge ønsker at være sammen, er det den situation, I må tage udgangspunkt i.
Du og din kæreste må således begge tilkendegive, at I er i dette forhold, og at I vælger det. At I ønsker at være sammen og vil gøre rigtig meget for at blive sammen. I har været i, og er stadig i, en hård periode, men så længe I begge ønsker at komme ud af den sammen, er der håb.
Men for at forbedre jeres situation er det alligevel vigtigt, at I får talt ud om, hvad der lå bag din kærestes tanker om at forlade dig. Kun på den baggrund kan han forklare dig, hvad han har brug for fremover. For ligesom du har ønsker i forhold til ham, har han det sikkert ift. dig, og her gælder det om, at I er gode til at lytte til hinanden. Du har bl.a. brug for, at han tager mere ansvar på sig, men prøv at få det formuleret positivt og konkret, så det ikke bare lyder som en kritik af hans hidtidige opførsel. Jo mere, du kræver, at han tager ansvar, jo mindre ansvar giver du ham så at sige. For hvis du kræver, at han tager det, er det jo stadig dig, der har magten. Så prøv at give ham lidt plads, når du har formuleret, hvad du har brug for. Dine krav risikerer at give ham en følelse af utilstrækkelighed, så hvis du i stedet træder lidt tilbage, vil han måske have nemmere ved at udfylde sin rolle og tage lidt mere ansvar.
Og selvom han ikke er så god til at formulere det som du, har han helt sikkert også nogle behov, han gerne så opfyldt. Og her er det vigtige ikke, hvad du vil have, han skal gøre, men hvad han selv har brug for!
Du er nogle gange bange for, at du ikke betyder nok for ham, hvis han var klar til at forlade dig sådan uden videre. Og det er helt naturligt, at du tænker sådan. Du giver ikke selv så let op og tænker i stedet i løsninger og fælles strategier. Men vi er nu engang forskellige, og hans reaktion kan tolkes på flere måder. Måske vil det hjælpe dig at se den som et udtryk for afmagt i stedet for mangel på kærlighed. For det er fuldt ud muligt at elske nogen og samtidig være så frustreret, at man ikke længere tror, man kan finde ud af at leve sammen med dem. Og pludselig kan en dråbe få det berømte bæger til at flyde over, og man tager en beslutning, som måske ser impulsiv ud udefra.
Jeres opgave er nu at få snakket om den frustration samt at begynde at gøre noget konkret for at afhjælpe den. Så sæt kommunikationen i højsædet og prøv på den måde at forebygge problemerne i stedet for at lappe bagefter. For som du selv siger, slider det på forholdet, hver eneste gang uenighederne får lov til at blive til skænderier. Og disse uenigheder er måske i virkeligheden ikke vigtige i sig selv men snarere et tegn på, at der er en skævhed i jeres forhold og jeres kommunikation, som skriger på at blive rettet op.
Men før I kan bevæge jer videre fremad, har du (og sikkert også han) brug for at forstå, hvad der er gået galt i fortiden.
Det vil gavne jeres forhold, væsentligt, at få en psykolog til at hjælpe jer med at kommunikere bedre sammen. Så længe at I råber af hinanden og tackler konflikterne med følelsesladede beslutninger, kommer I ingen vegne. Psykologer er universitetsuddannede til at hjælpe med netop denne problematik og vil derfor være en rigtig god løsning for jer.
Jeg ønsker jer mod til at søge hjælp, inden I slider hinanden op.
Kærligst Camilla Holst
