Livet
Jeg skriver til dig, fordi jeg er så ufattelig ulykkelig og bærer rundt på en ubærlig smerte, som for tiden gør mit liv til et sandt helvede. For tiden har jeg så svært ved at få en normal tilværelse, hvor livet bare går sin vante gang. Hver dag er en pinsel, og jeg må virkelig hanke op i mig selv, men det gør jeg, således at jeg passer mit arbejde, min familie og mine interesser, og bortset fra enkelte kommenterer om, at jeg ser lidt udkørt og træt ud, er der såmænd nok ingen der kender til mit indre kaos.
Sagen er, at jeg, en kvinde på 52 år og gift på 25. år, er så forelsket i en anden, måske nærmest besat af ham, og det er den besættelse, der er ved at æde mig op. Jeg ville så frygtelig gerne, få nogle værktøjer, så jeg kan få mig bearbejdet ud af denne forelskelse/besættelse.
Jeg mødte pågældende mand for 3 år siden, tilfældigt ved en fest. Vi indledte herefter et forhold, hvor vi sås, talte fantastisk, men gik også i seng med hinanden, hvilket for mig, var så godt, da mit sexliv med min mand er så godt som ikke eksisterende, hvilket stort set er min skyld, da det ikke beror på manglende lyst fra min mands siden, men udelukkende mig, jeg kan ham simpelthen ikke, jeg prøver alt for at undgå ham og har gjort det i rigtig mange år. Vi har begge vænnet os til det, men jeg ved at det piner min mand, at jeg er så lidt kærlig over for ham. Ellers fungerer vores liv egentlig meget normalt, med hus på landet, hunde, heste og to yderst velfungerende børn på 22 og 16 år, hvor kun den mindste bor hjemme.
Ved det intime forhold, som opstod med den nye fyr, som i øvrigt, er 14 år yngre end mig, vågnede eller eksploderede min krop fuldstændig og jeg kunne atter nyde sex. Vores forhold kørte således, at vi sås med jævne mellemrum, hvor der dog ret hurtigt blev langt i mellem, da han slet ikke følte for mig, som jeg følte for ham. Allerede efter 3 mdr. prøvede han at holde afstand til mig, men jeg pressede på, for at holde forbindelsen. Vores forhold har siden, kan man sige været ’on and off’, men dog været der hele tiden og vi har udviklet et meget nært venskab, som jeg dog lægger meget, meget mere i end han gør. Det har altid ligget helt klart, at det aldrig ville blive til noget fast mellem os, selvom jeg på et tidspunkt virkeligt seriøst overvejede skilsmisse, men kan slet ikke overskue konsekvenserne, hverken for vores børn, min mand eller rent økonomisk. Og under alle omstændigheder, ville jeg komme til at stå alene, da ’fyren’ ikke på nogen måde har eller har haft til hensigt at gøre vores forhold mere permanent.
Undervejs, havde ’fyren’ et længerevarende forhold på ca. 1. år, hvor han og jeg kun var venner og ikke havde noget intimt sammen, men da det ophørte, blev vores forhold atter intimt og kærligheden fra min side blussede voldsomt op. Og det er der vi er nu. Men nu har han så atter mødt en anden, de er ikke kærester, men er tilsyneladende begyndt at gå i seng sammen og så er jeg atter droppet. Og nu har det altså for alvor slået mig ud. Jeg er helt i kulkælderen, jeg tuder for et godt ord, har kvalme, har mistet appetitten, og hele mit tanke univers er centreret om ham, så meget at det er sygeligt, med andre ord kaos. Jeg er meget bevidst om det, men kan ikke komme ud af det kaos. Jeg mangler virkelig en, jeg kan betro mig til og få støtte, men har end ikke en veninde, jeg kan betro mig til, da alle jo tror jeg er lykkeligt gift.
Hjælp mig med dine kloge svar, til at komme videre med mit liv, og endda måske genfinde kærligheden til min mand, dog er terapi udelukket, da jeg ikke ville kunne magte, at skulle igennem sådan en omgang, og min mand ved i øvrigt heller intet om mit forhold, men kan jo mærke på mig, at jeg har det rigtig skidt.
(Læserbreve bringes i uredigeret form)
Svar fra Camilla Holst, psykolog
Kære ulykkeligt forelskede
Det er skræmmende, hvor gode vi mennesker nogle gange er til at opretholde facaden. Du har det så dårligt, at du næsten ikke kan hænge sammen, og alligevel formår du at få det hele til at fungere så godt som normalt.
Men så ulykkelig kan ingen holde ud at være i alt for længe af gange, så det er godt, du har taget kontakt og ønsker at ændre noget. Du skriver, at terapi er udelukket, selvom det sikkert kunne give dig rigtig meget. Men hvordan kan terapi være værre end det mareridt, du lige nu gennemlever helt alene?
For nu at starte med din affære, så lyder det ikke, som om den giver dig særlig meget godt i forhold til skidt. Det gør simpelthen for ondt at være forelsket i og periodevis sammen med én, som ikke gengælder ens følelser. Det slider på selvværdet og det gør ondt i hjertet gang på gang at blive afvist og aldrig at få det, man virkelig har brug for. Det bliver aldrig nært eller ægte nok til at tilfredsstille dig, så længe han ikke føler for dig, som du gør for ham. Måske bilder du dig nogle gange ind, at det, han giver, er nok. Og jeg forstår godt, hvor befriende det må være igen at kunne nyde og have lyst til sex. Og det er det positive, du kan tage med dig efter denne oplevelse, og den erfaring skal du værne om. Men når du mærker efter, hvordan du lider nu, ved du jo godt, at dette forhold er dårligt for dig i det lange løb.
Det er klart, at du bliver ekstra ked af det, når han skifter dig ud med andre piger. Så jeg synes, du skal prøve at benytte denne chance til at droppe det forhold én gang for alle. Lad ham være sammen med sin nye kæreste, og beslut dig for, at du skal have noget, som er bedre! Det vil være godt, hvis du fortæller ham om din beslutning og siger, at han skal lade være med at kontakte dig igen. Du på din side må samtidig gøre det samme og slette hans nummer, mail osv. Måske kan du endda skrive en huskeliste til dig selv over grunde til, at du skal lade ham være. Skriv ned, hvor ked af det, forholdet gør dig, hvor lidt perspektiv, det indeholder osv. Hav listen klar, når du får lyst til at kontakte ham igen, eller hvis han kontakter dig. Og husk på, at dette er noget, du gør for din egen skyld, så du kan blive glad igen. Det bliver hårdt i starten, og det kommer til at tage tid. Men ønsker du at leve som nu det næste år? De næste fem år? Beslutningen skal tages, og jo før jo bedre.
Så er der forholdet til din mand. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor jeres seksuelle problemer startede i sin tid, men I er sikkert begge frustrerede i en eller anden grad. Og jeg tror, du bliver nødt til at tænke situationen rigtig grundigt igennem for at finde ud af, om jeres relation kan ændres. For et ægteskab blottet for seksuel intimitet er ikke tilfredsstillende for nogen af jer, hvilket du jo selv har sandet og bevist gennem din affære. Affæren har vist dig, at du har lyst til og brug for sex, intimitet og den helt specielle nærhed, som følger med. Og derfor gælder det om at finde ud af, om alt dette igen kan finde plads i dit og din mands forhold. Nu bor i sammen som venner, men uudtalt ligger jeres problemer under overfladen og gør, at ingen af jer kan være rigtigt glade.
Som det er nu, står du helt alene med alle dine problemer, tanker og fysiske symptomer. Jeg tror det er meget vigtigt, at du finder én at snakke med om det. Bedst ville det være, hvis du og din mand kunne begynde at kommunikere og fortælle hinanden, hvordan I virkelig har det. Han ser sikkert, hvor skidt du har det, og hvis du begynder at lukke op, kan han måske blive en stor del af løsningen. Samtalerne om jeres forhold, må gerne handle om alt det der fungere mellem jer og derfra kan I tale om hvad der skal til, hvis I skal få blæst noget hed erotik, spændende samvær og besættende kærlighed ind i jeres forhold. Hvorvidt du vil fortælle ham om affæren, må være op til dig. Men fortæl ham i hvert fald nogle af de ting, som har med ham og jeres relation at gøre, og giv ham en chance for at hjælpe jer. Hvis I fortsætter som nu, ændrer tingene sig højst sandsynligt ikke, og det ville være rigtig synd. Status quo er stort set så dårligt, som det kan være, så du må opsøge forandring. Tiden vil vise, om det resulterer i fornyet kærlighed og gnist mellem din mand og dig, eller om I bliver enige om at gå hvert til sit.
Du skriver, at du ikke kan overskue konsekvenserne for hverken dig, din mand eller børnene, hvis I går fra hinanden. Men er I glade nu? Det er en cliché, men to tilfredse, skilte forældre er nok ofte at foretrække frem for to gifte, ulykkelige mennesker.
Du ved, at du kan elske, det har du jo bevist med din ’elsker’. Hvorfor ikke finde ud af hvordan det kan være, at du, på trods af den viden, vil leve videre i et forhold hvor du ikke elsker? Den mand, du har børn sammen med, bliver ført bag lyset og du lever i skyggen af livet. Hvis du er en struds, der stikker hovedet i jorden når der er problemer, er det nok på tide at du forvandler dig til løve, der jager de ting i livet som giver livskraft og energi. Det er ikke et sundt liv, du fører, hverken for din mand eller dig.
Du nævner, at du ikke kan betro dig til dine veninder, da de alle tror, du er lykkeligt gift. Men det tror de jo kun, indtil du har modet til at vise dem noget andet! Så hvis du har en veninde, du stoler på, synes jeg, du skal overveje at betro dig til hende. Du har brug for al den støtte, du kan få, for alene er du ved at knække under presset. Og det kan faktisk være en enorm lettelse at vise andre, at man ikke er fejlfri, og at ens liv ikke er så perfekt, som det ser ud udefra. Så lad nogen, du stoler på, se dig - de vil samtidig kunne støtte dig i ikke at falde tilbage i affæren. Når du er sammen med din ’elsker’ har du krafter og kan se klart. Den kraft skal du bruge til rette hovedet op, se fremad og få mod til at konfrontere samlivet med din mand.
Jeg ønsker dig kraft og mod
Varm hilsen
Camilla Holst
