Du er her: Forside > CityTerapi > Brevkasse > Når voksne flytter sammen

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal ende eller begynde, men jeg synes, at mit forhold til min fantastiske dejlige kæreste er ved at gå i en helt gal retning.

 

Det er umuligt at beskrive med få ord, men jeg vil alligevel gøre et forsøg på dette.

Vi har kendt hinanden i 2 år. Det var og er den helt store kærlighed - ingen tvivl om det. Et langdistanceforhold, idet vi var bosat i forskellige egne af landet. Vi kunne slet ikke undvære hinanden, og blot det at være adskilt et par dage var ved at drive os begge til vanvid. I begyndelse af dette år flytter vi sammen i den by, hvor jeg bor. Han har dermed sagt farvel til fast arbejde (fik nyt med det samme), kendte omgivelser, familie og ikke mindst hans mindreårige søn, som han indtil da havde på ½ tid. Der er ingen tvivl om, at det har været en vanskelig beslutning for ham, og han savner sin søn meget.

 

Efter vi er flyttet sammen har vi desværre haft en del sammenstød. Emnerne for vores sammenstød har været forskellige, men i hovedoverskrift er de flg:

 

• Det faktum, at vi bor i sammen by (en mellemstor provinsby) som mine børns far. Min kæreste mener, at jeg kun bor der fordi, jeg ikke vil flytte fra min ex-mand, og at jeg mødes med min ex-mand eller at jeg kunne finde på at byde ham indenfor i vores hus mm., hvilket jeg aldrig kunne finde på.
• Jeg har haft en affære for næsten 4 år siden. Det har jeg været meget åben omkring (set i bakspejlet skulle jeg nok have holdt min mund). Min kæreste tror, at jeg kunne finde på at genoptage den forbindelse. Eller som han siger "du har vist, at du har det i dig, så du kan nemt gøre det igen"
• Mine børn. Vi har nok opdraget vores børn forskellige, og jeg er nok lidt af en hønemor, det blev ikke mindre efter skilsmissen. Efter min kæreste og jeg er flyttet sammen har børnene valgt den ovennævnte 9 - 5 ordning - før var de 14 dage hvert sted. Og nej, jeg er ikke glad for den løsning, og det var nok min kæreste, der pressede lidt på for at det blev ændret, men jeg synes jo nok, at han har ofret meget på "kærlighedens alter", så jeg måtte også tilpasse mig. Mine børn er glade for min kæreste, men den mindste har givet udtryk for, at han synes, det er svært, når vi har vores sammenstød, hvilket jeg godt kan forstå, for jeg synes også det er svært, men jeg elsker ham jo. Hvis min yngste en dag siger, at hun ikke vil komme mere, så længe jeg bor med min kæreste, så ville jeg klart vælge mine børn - dem kan jeg ikke leve uden, og det uanset, at jeg ville blive fuldstændig knust, hvis mit forhold gik i stykker
• Min mor. Selvom hun bor 300 km væk fra os, synes han, at hun blander sig i vores forhold. Min mor har en mening - ja - og hun siger den. Nogen gange har hun ret andre gange ikke. Jeg er meget glad for begge mine forældre ingen tvivl om det, og hvis det kom til et valg mellem ham og min familie, så vælger jeg min familie
• Mit arbejde som sekretær. Han mener, at jeg varter en anden "mand" op i alle hans ønsker - og skal efterkomme alle hans krav og ønsker til mig. Hvis jeg til tider er nødt til at blive længere på jobbet tror han straks, at jeg er sammen med en anden mand.
• Mit tøjvalg - tit er det for udringet, for stramt eller på anden måde for "sexet" til at gå med på arbejdet når man ikke længere er 20 år

2 af de sammenstød vi har haft har været store. Begge gange kørte jeg hjemmefra. Den ene gang overnattede jeg hos nogle venner. Jeg anbefalede at han talte med en psykolog, og det gjorde han også, men kun nogle få gange.

Dertil kommer et utal af større eller mindre sammenstød, men der går stort set ikke en uge uden, at han hidser sig op over det ene eller det andet. Det er svært, og ikke mindre svært fordi jeg nok er lidt konfliktsky - jeg vil bare så gerne have at han er glad og, at vi begge er glade.

 

I bund og grund tror jeg, at han lider af jalousi eller, at han har en lille depression. Han er bange for at miste mig, men jeg har sagt til ham et utal af gange, at jeg kun vil have ham, at jeg elsker ham ubeskriveligt højt, og at han er manden i mit liv. Når vi diskuterer, er det som om han ikke hører, hvad jeg siger. Hvis først hans tanker er kommet ind på ét spor/fantasi kan jeg ikke stoppe ham igen. Han er ordkvilibrist, og hæfter sig ved hvert et lille ord jeg siger eller det ord som jeg ikke siger.

 

Kun en enkelt gang har han erkendt, at der nok er lidt jalousi i det - "det er svært at være i" sagde han.

 

Vi har et stort interessefællesskab på rigtig mange fronter - dele mange ønsker og drømme for fremtiden, og hverdagen (når ikke vi har de dumme sammenstød) er meget dejlig. Jeg har aldrig mødt en mand som ham og min kærlighed til ham er enorm, men samtid er jeg nok bange for om det hele kan holde, om prisen kan blive for høj, om jeg helt mister mig selv. Den seneste måned har jeg haft mere end blot almindelig svært ved at holde fast i mit ellers gode humør, og det kan han godt mærke, men han tolker det som om jeg er ved at lægge afstand til ham eller, at jeg har fattet interesse for en anden mand.

Jeg græder meget – ikke så meget mens skænderierne står på mere (det har jeg ellers gjort rigtig meget), nu er det mest når jeg er alene – eller sidder på jobbet og tænker på vores forhold. Jeg forsøger at være mere nøgtern i vores samtaler nu, men det hjælper heller ikke.

For en måned siden sagde han, at han var nødt til at finde ud af, om han kunne leve med én, der havde været sin ægtefælle utro, og havde accepteret at leve i mange år i et kærlighedsløst forhold (for det gjorde jeg de sidste 10 år af mit tidl. ægteskab). Jeg ved fortsat ikke hvad han er kommet frem til.

Jeg forsøger at være tålmodig, og sige til mig selv, at det nok skal blive godt igen, men med alle de ovennævnte punkter er jeg bange for, at det kan blive svært. Det er som om, der er kommet så meget dårligt imellem os – som om der bliver slået lidt i stykker hver gang.

Jeg aner, hverken ud eller ind lige nu – skal jeg afslutte vores forhold eller skal jeg kæmpe videre, og hvis jeg skal det, hvor længe skal jeg så give det? De sidste 3 måneder har været hårde, og jeg kan ikke leve sådan et helt år, men kunne måske godt give det året ud – eller er det ”spild” af tid? Og vil han kunne leve med, at jeg satte en tidsgrænse op (det tror jeg ikke). Hvad kan jeg gøre for, at han får det bedre? Tror ikke jeg kan lokke ham til psykolog igen, idet han jo mener det er mig der laver fejl – mig han ikke kan stole på.

Ved godt at dette sikkert er rodet og alt for langt.

Hilsen

X

Kære X

Når voksne flytter sammen skal det være fordi de ikke kan undvære hinanden. Ellers kan I jo lige så godt bo hver for sig.

Jeg tror du har helt ret i, at din kæreste har tendens til at blive jaloux. Hans tanker omkring din eksmand, dit arbejde og din påklædning peger alle på, at han har svært ved at slappe af i jeres forhold og stole på, at det er ham, du vil have. Her er det vigtigt, at du holder fast i dine grænser, som du er i din fulde ret til at have. Men lige så vigtigt er det, at du bekræfter ham i, at det er ham du vil have, kommer ham i møde og finder ind til hvorfor han er så angst for at miste dig. Måske har han dårlige erfaringer fra tidligere.

Du må endelig være ærlig og blive ved med at holde fast i, at du ikke ser din eksmand; at du nogle gange er nødt til at arbejde over osv. og i det hele taget stå ved din ret til at handle, som du gør. Du går i det tøj, som gør dig glad og som understreger den personlighed, du nu engang har, og hvis det er vigtigt for dig, skal han naturligvis ikke have lov til at tvinge dig til at skifte din garderobe ud. Gjorde du det, ville der måske bare komme nye krav i stedet, så du kan lige så godt sætte grænsen med det samme.

Mht. din familie er det dejligt, at jeres forhold er så godt, som det er. Men det er på den anden side også et vink med en vognstang om hvor din loyalitet ligger. På en måde kommunikerer du mellem linjerne til ham, at han er mindre vigtig for dig, og at han kan undværes. Det er en hård besked men ikke desto mindre kan den være sand og måske vil det være bedre for dig selv, at være ærlig over for dine egne følelser. Måske repekterer du ikke hans meninger lige så meget som du respektere din mors, det er en ærlig sag. Hvis din loyalitet er på din families side så bliver du nødt til at stå ved, hvor meget din familie betyder for dig og forklare det, i stedet for at forsvare det.

Det kan give ham muligheden for at vælge din familie fra og så kan du have den for dig selv. Dette er ikke en kernefamilie og skal ikke fungere som sådan. Det er en sammenbragt familie og det ligger i ordet sammenbragt, at det ikke smelter sammen til en stor ens masse. Derfor kan du gøre gavn af at opdele dit liv lidt mere. Giv dig tid til dine børn, de skal og må komme først. Giv dig tid til din kæreste, kun jer og ingen andre. Giv dig tid til din mor og anden familie, men lad være med at tro at alle lever i lykkelig fordragelighed med hinanden.

Omdrejningspunktet for de mennesker du holder af, er dig. Derfor er det dine valg hvor meget og hvor lidt du vil prioritere dem. Det er for meget at forlange, at alle dem der omgiver dig, skal omgives af hinanden.

Vær ikke naiv og giv i stedet dig selv en chance for at få det bedste fra alle verdner, ligesom dine børn gør hos dig og din mand. Når kernefamilien splittes er det ikke kun børnene der deles mellem lejrene, det er også de voksne. Det bedste er at drage fordele af dét.

Når det kommer til de andre mænd, er det dog som sagt vigtigt, at du finder ud af hvorfor han føler angst for at miste dig. Jo mere han er angst for at miste dig, des mere gnaven bliver han og jo mindre vil du være sammen med ham. En ond cirkel.

Du har lov til at gå i det tøj, du vil, og hvis du arbejder sent, er det fordi det er nødvendigt. Hvis du kommunikerer alt det positive, du føler, og fortæller ham hvor meget han betyder for dig så kan det medvirke til at han føler sig mere tryg. Lige nu er han en hund i et spil kegler. Han skal navigere rundt om børnene, din mor og anden familie. Måske mangler han et ståsted.

Det er meget normalt, at man har svært ved at lytte, når man er ophidset, vred el.l. Så når din kæreste er i dårligt humør og søger konfrontationer med dig, giver det ingen mening at forsøge at snakke fornuft med ham. Aftal hellere at tage en snak på et tidspunkt, hvor I begge er rolige, glade og har det godt. Og gør så jeres bedste for at bevare den gode stemning, så samtalen ikke eskalerer og bliver til et skænderi i stedet. På den måde vil du meget bedre kunne trænge igennem til ham med dine pointer.

Din kæreste klandrer dig for den affære, du havde i dit tidligere ægteskab. Men du havde sikkert dine egne grunde til at handle, som du gjorde dengang, og selvom han er i sin fulde ret til at være imod din affære som sådan, har han ingen ret til at hive den frem og bruge den imod dig igen og igen. Du var ærlig over for ham, da du fortalte ham og din fortid. Det skal der helst være plads til i et forhold, og uanset hvad må din kæreste i hvert fald beslutte sig for at lægge det bag sig og tilgive dig, hvis I skal være sammen. Du gjorde det ikke mod ham; der var nogle specifikke omstændigheder i dit ægteskab, som gjorde, at det i virkeligheden var dødt. Det er ingen undskyldning, men det er en forklaring, som din kæreste må acceptere. I kan jo aftale at I ikke vil diskutere med skeletter fra skabene men vil holde jer til nuet. Som sagt går det ikke, at han bruger affæren imod dig nu som grund til at være jaloux og kontrollerende. Jeres forhold er nyt og uden utroskab osv., og det må I begge tage udgangspunkt i.

Du spørger, om det er spild af tid at blive og håbe på bedre tider. Det er spild af tid, hvis I ikke stopper denne kærlighedskamp, om din opmærksomhed. Del tiden op og nyd den tid der er jeres. Hverken han, dine børn eller din mor skal opleve at det er en kamp de kan vinde for så er der kun én taber..og det er dig.

I må begge se jeres andel i problemet. Hvis han ikke er enig i, at noget skal ændres, kommer I ingen vegne. Du elsker ham jo, og han elsker sikkert også dig, men det kræver altså, at I giver hinanden noget mere plads til at udfylde de andre roller end kæresterollerne, at I holder op med at tro I skal være enige om at kunne lide alle, heller ikke være enige om at besøge familie og heller ikke være enige om at elske dine børn. Så vælg et godt tidspunkt, hvor der ikke er konflikt i luften, og fortæl din kæreste, at du har brug for, at jeres forhold tager en drejning. Som det er nu, er I inde i nogle uheldige mønstre, som hverken er gode for jer eller jeres omgivelser.

Det er dog omvendt også vigtigt ikke at skyde al skyld og alt ansvar over på ham. I er to i relationen, og I skal være to til at bringe forholdet på ret køl igen.

Varm hilsen

Camilla Holst