Økonomi
Spørgsmål:
Økonomi
jeg er flyttet sammen med en mand fornylig, og vi er ikke helt enige om hvormeget jeg skal betale i husleje, lys tlf. forsikring mm. Huslejen er på 8.000 kr men de 2000kr er afdrag på lån til boligen (andel), Han er enlig far med 2 hjemmeboende børn på 10 og 13 år. Jeg betaler 10000,00 kr pr md til alt, også kostpenge, men mener det er for meget, jeg har også mine private udgifter ved siden af.
Svar:
Kære Økonom
Det er altid fy-fy at tale om økonomi i parforhold fordi mange mener, at penge ikke har noget med kærlighed at gøre. Derfor er det befriende, at du tager dét op. Mange kvinder har hovedet under armen, økonomisk, når de forelsker sig og flytter sammen med en mand. Jeg tror ikke, at du er én af dem fordi det lyder som om at du har tænkt over, at I skal finde en bedre løsning. For at økonomi ikke skal gå ind og sætte skår i jeres kærlighed må I finde ud om det er rimeligt, at du betaler til hans andels lån, hvis du ikke står på papirerne. Det kunne jo være en mulighed at du købte dig ind i lejligheden, så ville I begge få gavn af pengene som I giver ud, hvis andelskronen stiger.
Med hensyn til kostpenge er det selvfølgelig svært, at regne ud hvem der spiser pengene op. Det er derfor et godt udgangspunkt at prøve at købe ind, hver for sig, i en uge eller fjorten dage. Så kan du samle boner og se hvor meget du køber ind for til dig selv og han kan gøre det samme for ham og hans børn. På den måde får I et klart overblik over hvor meget du skal spæde i ’mad-kassen’ og hvor meget han skal lægge i. Jeg går ikke ind for millimeter demokrati, tværtimod men en god portion fornuft skader ikke når der skal lægges en stabil økonomi. Hvis I får klare linjer omkring jeres økonomi fra starten skaber det et bedre fundament for et dejligt parforhold. Hvor I slipper for gemme på usagte ’sandheder’ om den økonomi. Disse sandheder har det med at poppe op på ubelejlige tidspunkter.
Jeg ønsker dig held og lykke ved bogholder bordet
Camilla Holst





