Samliv - at sætte grænser

Spørgsmål:
Samliv - at sætte grænser

Jeg er netop blevet gift med min kæreste gennem 6 år. Vi venter vores første barn til februar. Vi har et godt forhold og har altid givet hinanden meget plads til at udfolde sig hver især både hvad angår uddannelse, job og fritidsliv.

Selv har jeg gradvist i takt med at jeg har færdiggjort uddannelse, har fået fast job og nu er gravid, nedtrappet mine aktiviteter. Jeg sætter dog stadig pris på at komme ud alene og lave aktiviteter uden min mand.

Min mand derimod er meget social anlagt. Han er med i flere drengegrupper, der ofte tager på drengeture. Disse varer typisk en weekend. Derudover har han fået nye jobfunktioner, der gør, at han 5-6 gange om året er ude at rejse i 2-3 dage ad gangen. Endvidere er han påbegyndt HD-studiet og er væk 2 aftener om ugen og skal typisk afsætte søndag til lektier.

Jeg vil meget nødigt sætte grænser for min mand, for jeg kan se hvordan han bare trives rigtigt godt for tiden. Han har det simpelthen fantastisk med både skole, job, venner og med mig. Som blommen i et æg...

Men men men - problemet er bare at jeg ikke har det fantastisk. Jeg er begyndt at irritere mig over, at han sjældent er hjemme og at det derfor bliver mig, der skal stå for indkøb, vasketøj, mv. Jeg har prøvet lidt omvendt psykologi - dvs. at lade være med at købe ind, gøre rent osv i laaaaang tid - men det reagerer han ikke på. Så ender vi med at købe take-away mad og bo i en svinesti - og sådan et ungdomsliv gider jeg ikke - og slet ikke med et lille barn i vente.

Jeg synes at han bør blive voksen og prioritere mig lidt mere, men jeg vil samtidig gerne have at min mand fortsat er glad og kan have et "frit" liv uden for mange begrænsninger. Jeg ville også gerne at vi kunne have mere fællesliv - dvs hvor det måske er os som par, der er ude med andre (behøver slet ikke at være par-middage) istedet for at vi altid er ude hver for sig. Vi har nemlig mange fælles venner - vi ses bare ikke samlet så ofte.

Hvordan får jeg ændret hele denne ungdomskultur til en voksenkultur? Jeg har sådan lyst til at sige, at han ikke må tage afsted - men har heldigvis valgt at lade være. Hvordan kan jeg sætte "rimelige" grænser, hvor jeg også er glad, så jeg ikke sidder hjemme og bliver små-ensom?

Håber at du kan hjælpe...
Mhv.

Mette

Svar:

Kære Mette

Umiddelbart lyder det jo, som om du og din mand har forudsætningerne for at være rigtigt glade sammen. Du ønsker at gøre din mand og jeres samliv lidt mere voksent, og du har selvfølgelig ret i, at der skal ændres noget, hvis det hele skal løbe rundt rent praktisk, når jeres barn kommer. Det er klart, at du begynder at bekymre dig, når du allerede nu føler, at du står lidt alene med det hele derhjemme, for hvad så, når den lille kommer?

Det lyder som om at du nu er ved at forholde dig til din fremtidige moderrolle og det er helt normalt når du er gravid. Det er samtidigt også helt normalt, at mænd først forholder sig til deres rolle som familie far, efter barnet er født. Det er nu tid til at få talt om forældre roller og hvilke forventninger I har til at blive far og mor. Det er godt at forberede sig på at være far og mor og øve familie rutiner, før barnet kommer.

Før du bliver alt for opsat på at ændre din mand, tror jeg dog det er vigtigt, at du også glæder dig over, at han er så åben og socialt anlagt. Tænk hvis han blev til en kedelig mand, som bare hang derhjemme foran fjernsynet hele tiden f.eks.; det ville der heller ikke være meget sjov ved. Men måske kan du udnytte hans evner til jeres fremtidige families fordel. Bare fordi din mand er mere socialt anlagt end du er, skal det jo helst ikke betyde, at du ender med alle de kedelige opgaver i hjemmet Tal med ham om det!. Det må han også kunne høre fornuften i.

Du har ikke lyst til at sætte grænser for din mand, og det tror jeg også, du skal passe på med. Men det handler meget om måden, man siger tingene på. Du kan lægge op til at han kommer med forslag til hvordan I skal klare de fælles pligter, få familie rutiner og se fælles venner sammen. Når han selv får ideerne er det nemmere for ham at holde motivationen til at være aktiv i familie livet. Mænd er generelt super gode til at planlægge aktiviteter og du kan udnytte hans potentiale ved at I sammen finder fælles rammer hvor han kan stå for at planlægge og arrangere udflugter, sammenkomster, ferier og andet for jeres lille familie. Giv ham en vigtig rolle som beskytter og drivkraft i jeres familie, det giver dig mulighed for at se ham gøre noget der kommer dig og den lille til gode og så får du nok mere lyst til at rose hans sociale væsen, når det er til din fordel en gang imellem. Jeg ønsker dig alt det bedste med jeres lille ny.

Varm hilsen
Camilla Holst

 

Kontakt os på:

Tilmeld nyhedsbrev

... og modtag tips og inspiration til bedre mentalt velvære.

Hvor har du hørt om os?