Skal jeg gå fra min kæreste?
Hej Camilla.
Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 3 1/2 år og har boet sammen i snart 1 1/2 år..
Problemet er at jeg ikke ved om det er mig eller ham eller begge den er gal med.
Jeg har lyst til at give op, men samtidig ikke! Jeg kan sidde grædende, mens det virker som om intet rører ham.. Jeg ved han har økonomiske problemer da de desværre alle sammen går ud over mig.. Lidt økonomisk, men mest følelsesmæssigt. Hvis jeg siger noget han ikke kan lide flygter han bare ind i et andet rum og gemmer sig. Jeg er typen der har lært at snakke om tingene, men han kalder mig bare sindsyg og siger han ikke vil snakke.
Jeg ved efterhånden ikke hvad jeg skal gøre mere og fordi vi bor sammen gør det, det endnu mere svært.
Jeg var engang en sjov, selvdiciplineret og meget vellidt pige, men efterhånden er jeg så nedtrykt at jeg føler, og ved, at jeg har mistet min identitet.. Jeg kan ikke finde ud af at være venner med nye folk og jeg har taget rigtig meget på, og har fuldstændig mistet lysten til at gå ud. Jeg føler mig ikke god nok. Heldigvis er det med vægten begyndt at gå den rigtige vej, men det er kun fordi jeg stadig har lidt selvdiciplin tilbage i mig.. Jeg ville ønske vi kunne finde ud af det, men det ved jeg vi ikke kan så længe vi har en mor-søn forhold.. Jeg føler jeg er nødt til at være efter ham med næsten alt fordi ellers bliver tingene højst sandsynligt ikke gjort.. Jeg forstår han har det svært, men jeg har bare altid troet at hvis man elskede hinanden ville man gøre alt for personen, men det fungere kun en vej. Jeg har det jo også svært, men findet stadig overskud til ham. Jeg prøver at gøre alt muligt for ham, men han anser det ikke som noget han burde gengælde og derved er det glemt.. Jeg en er pleaser overfor ham som den eneste og jeg har fuldstændig glemt mig selv i forholdet.. Jeg elsker ham, men har brug for at føle ham elsker mig ligeså meget. Han siger han har dårlig samvittighed over mange ting, men det er alt andet end mig (dvs. arbejde, band og venner) Jeg har simpelthen brug for nogle råd om hvad jeg kan gøre for at forsøge at få vores forhold på ret køl igen.. Alt halter, men jeg er nødt til at vide jeg har gjort de rigtige ting da jeg er meget i tvivl om jeg overhovedet er en god kæreste, da jeg altid får det modsatte at vide.
Hilsen S
Svar fra Camilla Holst, Psykolog
Kære S
Du spørger, om du skal forlade din kæreste. Det kan jeg ikke beslutte for dig, men jeg kan sige, at det lyder, som om der er brug for forandring i jeres forhold, hvis det skal holde. Når man som du mærker, at man har ændret sig og bliver mere og mere trist og ked af det, er der noget galt. Man skal ikke gå og være så nedtrykt, at man ikke længere kan genkende sig selv – så er det på tide at handle! Alle forhold har op- og nedture, men når det negative opvejer det positive og bare tærer og tærer, skal man reagere, præcis som du gør nu.
Det er nok ikke så simpelt, at det er enten dig eller din kæreste, den er gal med, som du skriver. I er jo to i forholdet, og I er derfor sammen om at forme jeres relation, ligesom I både påvirker og påvirkes af hinanden.
Det lyder, som om du virkelig kæmper for, at jeres forhold skal fungere og for at gøre din kæreste glad. Men hvem sørger for, at du er glad? Du efterspørger flere råd i forhold til at redde jeres forhold, men spørgsmålet er, hvor meget du kan rykke alene. Uanset hvor hårdt du arbejder på at skabe bedre stemning og få det hele til at glide, vil det aldrig være nok, hvis din kæreste ikke også gør noget. Du har jo også brug for at føle, at han ønsker at være sammen med dig, og at han prioriterer jeres forhold højt.
Det lyder, som om I er kommet ind i en ubalance, hvor du arbejder på overtid og så at sige er for aktiv, mens din kæreste bliver mere og mere passiv. Han trækker sig, når du vil tale om problemerne, og det lyder ikke, som om han har overskud til at hjælpe med alt det praktiske. Det er der sikkert mange gode grunde til, men det er klart, at du bliver frustreret og træt i længden. Vi har alle sammen brug for at blive påskønnet, og når jeg læser dit brev, virker det, som om din kæreste glemmer at sætte pris på dig – du får ikke den kærlighed eller det nærvær, du har behov for.
Det er ikke for at sige, at din kæreste ikke holder af dig, eller at han ikke gerne vil have jeres forhold til at fungere. Men som det er nu, samarbejder I ikke, og det lyder ikke, som om nogen af jer rigtig trives.
Så hvis I skal komme på ret køl igen, kræver det for det første, at I bliver enige om, at alt ikke er, som det skal være. I bliver nødt til at tale sammen – ikke skændes eller diskutere, men helst tale roligt og konstruktivt om, hvor I er nu. Og hvis I kan blive enige om, at I begge ønsker at gøre noget for at komme et andet sted hen, er I allerede nået langt.
Men hvis I ikke kan blive enige, og du ikke kan råbe din kæreste op, er det måske på tide at overveje, om du har lyst til at blive sammen med ham. Du skriver, at du får at vide, at du ikke er en god kæreste. Det er hårde ord, som ikke kan bruges til noget som helst. Hvis I derimod kan få kritikken omsat til konstruktive planer og forslag til, hvad I kunne ønske jer anderledes i fremtiden, kan den bruges til noget. Ellers er det bare ord, der gør ondt, og som er med til at gøre dig endnu mere nedtrykt og får dig til at tvivle på dit eget værd.
Et forhold skal give dig noget; det skal rumme glæde, energi, tryghed m.m., det skal ikke fratage dig troen på dig selv eller få dig til at strække dig langt ud over egne grænser. Jeg forstår, at du elsker din kæreste, men du gør både dig selv og ham en bjørnetjeneste ved at være den pleaser, du beskriver. Han blev forelsket i DIG, dengang I begyndte at være sammen. Så husk dig selv og husk, at det ikke er dit job alene at gøre ham glad. Du skal først og fremmest sørge for, at du selv er det – og forhåbentlig kan dit forhold så gøre dig endnu gladere.
Varm hilsen
Psykolog Camilla Holst
