Smerten efter utroskab og savnet efter tryghed
Spørgsmål:
Smerten efter utroskab og savnet efter tryghed
Hej
Det er ½ år siden jeg afslørede min mands affære som havde varet i 7 mdr. Da hans affære startede, var der intet galt med vores ægteskab, det var kærligt og fyldt med dejlig sex, det havde været ekstra godt de sidste 3 år.
Så møder han en yngere pige der frister ham og som han siger: Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, var for svag, det var for spændende og jeg blev fanget - det var som narkotika...
Han valgte mig og hans følelser for hende er blevet tvunget væk med tiden, hans kærlighed til mig er op-blomstret og han vil os, men er bange for, at jeg ikke kommer til, at kunne leve med det, jeg er nemlig stadig meget nede.
Vi er startet i parterapi og det er godt, men mit største problem er, at jeg ikke kan forstå, at han kunne være så ond mod mig, han lod hende komme tæt på mig, hun lærte mig at kende, fordi at så kunne de være mere sammen. Sygt!
Jeg bliver ved med, at tænke hvorfor - når han selv siger, han intet manglede i vores forhold, han siger at vores sex-liv er fantastisk og at han er en heldig mand, andre ville misunde.
Han siger, at det er hans livs største fejl, og jeg forstår stadig ikke hvorfor? Han siger, at der ikke er en grund udover at, det var fristende og spændende. Vi har ellers selv sørget for spænding i vores sex-liv, med flere ting. Jeg tror bare ikke, jeg kan komme videre - når der ikke er en forklaring, jeg kan forstå. Kan måske forstå, at han gjorde det en gang, men i 7 mdr. og alle de løgne, fatter det bare ikke og vi har jo også børn. Han har været så bange for, at jeg ville skilles, for det ville være så synd for børnene. Hvad med at han tænkte på dem noget før, nej så langt havde han ikke tænkt, det var jo ikke meningen, at jeg skulle opdage det.
Spørgsmålet er: Er lyst og spænding virkeligt nok, til at ødelægge et godt ægteskab med et super godt sex-liv? Eller tror du også, at han har manglet noget? Han siger, at han hele tiden har elsket mig, men at det dalede da han var så forelsket i hende. Han kan ikke selv se at han har manglet noget i vores forhold.
Den tro kone.
Svar:
Kære tro kone,
Utroskab er noget af det mest smertefulde, man kan opleve i et parforhold, og det har oftest psykiske eftervirkninger lang tid efter. Du har tilmed oplevet en utroskab fulgt op af løgne igennem længere tid, og hvor det hele virker uforståeligt for dig, eftersom jeres forhold var lykkeligt og dejligt også seksuelt. Jeg kan godt forstå, du stadig er nede og føler det svært at komme videre. Det er nogle hårde slag, du har fået.
Ud fra det du skriver, lyder det imidlertid til, at der er håb alligevel. Din mand erkender, at det er hans livs største fejl. Han har valgt dig og mærker sin kærlighed til dig blomstre op igen. Han vil jer og ønsker ikke at miste dig. Alt sammen noget, som det vil være centralt for dig at fokusere på i denne helingsproces, hvor det er vigtigt at finde tilbage til at mærke jeres særlige bånd til hinanden – for at du bliver tryg nok til at åbne rigtig op igen. For tilliden er blevet brudt, og den tager tid at bygge op. Og det tager tid at hele de sår, som er resultatet af løgnene og bedraget.
Du spørger, om lyst og spænding virkelig er nok? Ja, nogle gange er det nok. Et forhold kan være nok så dejligt og spændende, men et andet menneske (her en anden kvinde) er spændende på en anden måde, simpelthen fordi det er et nyt bekendtskab, et menneske man ikke kender endnu. Det er absolut ingen undskyldning (!) – men det kan forklare det, som umiddelbart virker uforståeligt for dig. Han er blevet fristet af det nye, det ukendte.
Måske sidder du tilbage med en frygt for, om det vil kunne ske igen? Specielt når nu han ikke manglede noget i jeres forhold, for hvordan skal I så kunne forebygge og forhindre det i at ske en anden gang? Her vil jeg igen stille skarpt på det, du skriver om din mands måde at forholde sig til utroskaben. Han ser det som sit livs største fejltagelse, og han lyder som en person, der har vilje og kan handle på sin vilje, eftersom han bevidst valgte dig og sluttede affæren med den anden kvinde. Han lyder som en mand, der har lært af sin fejltagelse og har viljesstyrke nok til ikke at begå en sådan fejl igen. Netop fordi han elsker dig og nu også har oplevet konsekvenserne af det at være utro – han ser hvor meget smerte, hans handlinger har pådraget dig, ligesom han ser, at han faktisk kunne have mistet dig. Måske stod disse konsekvenser ikke nær så klart for ham inden utroskaben, hvorfor det har været lettere at følge fristelsen.
Naturligvis er der ingen garantier for, at det ikke sker igen – men de vilkår er vi alle underlagt. Ingen kan få 100 % garanti i deres parforhold, desværre. Vælger du at blive sammen med din mand er det dog vigtigt, at du forsøger at komme gennem smerten og finde tilbage til din mand igen. Parterapien vil helt sikkert være en stor hjælp og prøv eventuelt samtidig at fokusere på nogle af de ting, jeg har fremhævet som positive ovenfor.
Varm hilsen
Camilla Holst






