Svigerforældre blander sig for meget

Spørgsmål:
Svigerforældrene blander sig for meget

Hej Camilla

Jeg har en sød samlever og vi elsker hinanden meget. Vi har 2 søde og kærlige børn sammen. Jeg elsker dem og omvendt.

For nogle få år siden begyndte min kærestes forældre at blande sig i vores privatliv. Det gør mig sur når hans forældre prøver på at bestemme over mig, men jeg siger 'stop'. Det forstår de slet ikke.

Min kæreste siger ikke noget når de blander sig og vil bestemme over os. De har nogle gange såret mig dybt og det irriterer mig at han ikke siger sin mening. Han vil ikke blande sig selvom han står lige ved siden af. Jeg tror ikke han tør. Hvis mine forældre blander sig, sætter jeg grænsen og beder dem om af stoppe. De ved godt jeg ikke vil have at de blander sig. Jeg siger tingene ligeud, men det gør han ikke. Det skal ca. 2-3 mdr. før han siger hvad der trykker ham.

Hans forældre vil også gerne bestemme over, hvor vi skal flytte hen og det virker som om han har svært ved af give slip på sine forældre og omvendt.

Mine forældre har ikke svært ved at give slip på mig fordi min mor har selv oplevet hvordan far's forældre ikke ville give slip på ham. Det påvirkede deres samliv fordi min mor blev sur.

Nu ved jeg ikke om jeg skal gå fra ham. For så kommer jeg til af såre mine børn og jeg ved hvordan det føles af blive såret. Jeg håber af du kan give mig nogle gode råd.

Mvh. Den nedtrykte Lotte

Svar:

Hej Lotte

Der er kun én der bestemmer over dit privatliv og dét er dig. Men der er flere i din familie udover dig og hvis du bestemmer uden opbakning fra din kæreste kan du komme til at føle dig ensom. Måske er det ikke så vigtigt for ham at markere sig overfor sine forældre når de blander sig. Det kan være at han er god til at lade deres indblanding gå ind af det ene øre og ud af det andet. Han vil virke som en marionetdukke for din vrede hvis han kun markerer overfor dem for at gøre dig tilfreds. Så kan du miste respekten for ham.

Hvis du overvejer at gå fra din mand fordi hans forældre blander sig for meget så går jeg ud fra at de spiser og sover hos jer, billedligt talt. De skal fylde mindre i jeres liv. Men der kan også være andre grunde til at du overvejer at gå. Du nævner selv at det irriterer dig når han ikke siger fra overfor sine forældre. Måske er du irriteret over at han, generelt ikke siger fra?  Det vil hjælpe dig at finde frem til hvorfor du bliver så irriteret over at han ikke siger fra. Ofte bliver vi vrede på vores partner når de spejler en følelse, vi ikke bryder os om, i os selv. Det kan være fordi du selv har problemer med at sige fra at du bliver irriteret på ham, når han ikke siger fra. Du må kigge på dig selv. Måske skal du øve dig i at sige fra. Jeg vil foreslå at du siger ligeud til forældrene, at du gerne vil frabede dig gode råd og indblanding i en periode. Jeg kan godt forstå at du føler dig ramt af måden de siger dét på. For at undgå at blive ramt kan du fortælle hvor din grænse går. Det kan det hjælpe dem til at vide hvornår de træder dig over tæerne. Det er ikke sikkert at hans forældre har ment deres gode råd som kritik af det du/ I gør, men de er åbenbart dårlige til at formidle dét.

Du giver indtryk af at han og at hans forældre er limet sammen. Måske mener du at han vælger sine forældre frem for dig og børnene? det kan give dig en følelse af at være udenfor og afvist. Hvis du oplever at være udenfor og afvist må du fortælle ham hvad han kan gøre for dig så du igen føler dig værdsat af ham. Måske er du ked af at han ikke har taget dig i forsvar hos forældrene. Så må du fortælle ham at det gjorde dig ked af det.

For at finde ud af om du skal gå fra ham:
·        Find ud af hvorfor du elsker ham
·        Tænk over om der er noget i dit liv du ikke får sagt fra overfor
·         Se på alt dét han gør af gode ting og prøv at lade dét ligge som han ikke gør
·        Vær realistisk. Hvis han virkelig skulle vælge mellem dig og sine forældre tror du så at han ville vælge dig fra?

Jeg tror at det vil hjælpe dig at få mere tro på dig selv. Det vurderer jeg fordi du lader dine svigerforældres råd ramme dig som kritik og det er et udtryk for at du er meget sårbar lige nu. Måske handler alt dette ikke så meget om at du ønsker din kæreste skal sige fra, måske handler det mere om at du gerne ville tro noget mere på dig selv så du tør at sige fra. Både over for dine svigerforældre og overfor mange andre i dit liv. Hvis du vil blive bedre til at sige fra må du slippe den dårlige samvittighed du har og tro på at du kan sige fra og alligevel blive elsket.

Jeg ønsker dig en stærk tro på dig selv og håber at du vil lade mig høre hvordan det går med dig fremover

Stort knus fra Camilla Holst

 

Kontakt os på:

Tilmeld nyhedsbrev

... og modtag tips og inspiration til bedre mentalt velvære.

Hvor har du hørt om os?