Skyld - Skyldfølelse
Skyld og skam er to begreber, der hænger tæt sammen. Skyld handler om noget, man fortryder at have gjort eller føler sig ansvarlig for, selvom man ikke nødvendigvis havde reel indflydelse på det skete. Skam har altid noget med andre at gøre, og viser sig fx som en følelse af at være forkert eller som en uværdighed i forholdet til andre mennesker.
Skyld og skam kan virke hårdere på mennesker, der ikke er vant til at dele svære følelser med andre. Og det er netop i mødet med andre, at man kan udvikle sig og blive bedre til at rumme sig selv og de ting, man har fortrudt, og som man har det dårligt med.
Mange mennesker fordømmer sig selv, og gør det alt for hårdt og kritisk. Man skal give sig selv en chance og ikke have uopnåelige forventninger eller sætte uopnåelige mål for sit liv. Man ender blot med at skuffe sig selv gang på gang, hvilket medfører yderligere skam- og skyldfølelser.
Man kan føle skam i mange forskellige situationer:
Jalousi – Mange skammer sig over deres jaloux tendenser, hvorfor der sjældent bliver gjort noget ved dem. Mennesker, der lider af jalousi, vil ofte blive fulgt af deres jaloux tanker gennem mange år, før de tager mod til sig og søger hjælp til at beherske dem.
Misundelse – Mange mennesker oplever ofte at misunde andre. Det kan være mange forskellige ting, der udløser følelsen af misundelse: en ny bil, en velfungerende familie, høj intelligens, succes på jobbet eller noget helt femte. Misundelse er, ligesom jalousi, en ganske almindelig, menneskelig følelse. Alligevel er det et tabubelagt emne i vores samfund.
Utroskab – Den utro part kan føle skyld og skam i forhold til den svigtede partner. Den utro ved udmærket hvor såret den anden er, og det er et stort ansvar at bære rundt på.
Hemmeligheder – Vi har alle hemmeligheder med os i bagagen. Nogle hemmeligheder vil føles mere skamfulde end andre, men fælles for alle hemmeligheder er, at det er svært at gå med dem selv.
Manglende kontrol over egne behov eller vaner - Nogle mennesker har bedre kontrol over deres lyster og behov end andre. Man kan ligeledes have nogle uheldige vaner, som man er fuldt bevidst om, men ikke har overskud eller energi til at ændre.
Seksuelt misbrug - Ved seksuelt misbrug føler offeret ofte både skam og skyld. Mange er i tvivl om, hvorvidt misbruget er vedkommendes egen skyld. Det er det naturligvis ikke, og det hjælper at få det bekræftet, når man fortæller sin historie til et andet menneske.
Følelse af utilstrækkelighed – I vores hverdag har vi mange roller, som indeholder forventninger til os. Ingen er perfekte, og vi er alle kun mennesker, men alligevel kan man nogle gange tvivle på egne evner. Slår jeg til som menneske, som kæreste, som mor?
Generel utilfredshed i et ellers godt liv – Man kan ofte få en følelse af skam, hvis man har en ”down-periode” i sit liv. Især hvis man er klar over eller får at vide af andre, at man faktisk har et godt liv. Men alle kan have det dårligt i perioder, og vi skal derfor huske at give os selv lov til at være ”nede” fra tid til anden.
Den måde, man behandler andre mennesker på – Et eksempel herpå kan være uheldige reaktionsmønstre, fx gentagne vredesudbrud, som man hælder til i pressede situationer. I ubehagelige og uvante situationer bruger vi mennesker vores forsvarsmekanismer, der kan være mere eller mindre civiliserede.
Misbrug – Mange former for afhængighed er en kilde til følelser af skyld og skam. Problemer med alkohol eller stærkere stoffer er derfor en faktor, der kan forværre individets forhold til andre mennesker.
Forventninger – Det kan være hårdt at skulle leve op til forældres, venners, chefens eller partneres forventninger, og en stræben efter dette kan derfor ofte ende i en ubehagelig følelse af skuffelse og skam.
Vægttab – Overspisning og mangel på selvdisciplin føles skamfuldt for mange mennesker, der ønsker at tabe sig.
Spiseforstyrrelser – Mennesker, der lider af spiseforstyrrelser, oplever skam- og skyldfølelser, da de udmærket ved, at deres handlinger er skadelige for kroppen.
Forskellige psykiske lidelser – Når man opdager en unormalitet i sin personlighed eller måde at opfatte verden på, vælger mange at holde det for sig selv. De skammer sig over de forandringer, de oplever, men det er samtidig vigtigt at anerkende, at denne skam ikke er berettiget, da de ofte kan få en psykiatrisk diagnose.
Tvangstanker og –handlinger - En person, der lider af tvangstanker eller –handlinger ved udmærket, at disse er irrationelle. Det kan derfor være svært at forlige sig med tanken om, at de alligevel har magt over ens hverdag, og denne erkendelse kan være en vedvarende kilde til følelsen af skam og manglende evner til at kontrollere sit eget liv.
Sammenfattende for alle de ovenstående temaer kan siges, at det hjælper at få talt ud om følelsen af skam og skyld. Ofte vil man opdage, at det er en ganske normal reaktion på ting og følelser, som vi ikke normalt oplever i vores hverdag. Andre gange får man øjnene op for at ens følelser af skyld og skam måske slet ikke er berettigede. Det at sætte ord på sine tanker og følelser overfor en psykolog vil i mange tilfælde medføre en enorm lettelse og indsigt.






