Lær at sige fra og sæt grænser
Kunsten at sige JA og NEJ
For mange mennesker er det svært at sige til og fra. At sætte grænser over for venner, kolleger, børn og ægtefælle. Det er en kunst at kunne kommunikere sine behov ud til omverdenen på en respektfuld måde. Denne kunst kaldes assertion.
For at kunne give udtryk for, hvad man ønsker og ikke ønsker i sit liv, er det nødvendigt, at man rent faktisk er bevidst om disse behov.
Nogle mennesker har svært ved at mærke sig selv samt hvor deres grænser går. Måske har man været så vant til at skulle tilfredsstille andres behov, at man ikke har fået mulighed for at mærke sine egne. Måske er ens egne behov blevet underkendt og man har på den måde lært, at andres følelser og behov er vigtigere end ens egne.
Det gælder altså om at mærke godt efter i sig selv, hvad det er, man gerne vil have.
Respektfuld kommunikation
Mennesker kommunikerer forskelligt. Man kan groft dele forskellige kommunikationsmåder op i tre kategorier
- Selvusikker adfærd
- Aggressiv adfærd
- Assertiv adfærd
Selvusikker adfærd
Kendetegnede for denne type adfærd er, at man respekterer andres rettigheder, men ikke sine egne. Mennesker, som optræder på denne måde, har ofte et grundlæggende lavt selvværd. Andre får lov til at træde på én, fordi man ikke får udtrykt sine behov. Man reagerer ydmygt og usikkert og undgår på den måde konfrontationer.
På kort sigt medfører det harmoni, men på lang sigt vil det ofte føre til manglende respekt.
Faren er dog, at man kan opleve at blive ”trådt på” fordi man ikke får givet udtryk for, hvem man egentlig er. Dette vil lede til yderligere svækkelse af det i forvejen lave selvværd.
Aggressiv adfærd
Mennesker, som optræder aggressivt, respekterer deres egne rettigheder, men ikke andres. Billedligt opfører de sig som en damptromle, hvor de kan optræde truende, både direkte, men også indirekte via bagtalelse og misbilligende kropssprog.
Aggressive mennesker oplever en kortsigtet succes på baggrund af deres brug af magt og kontrol, men en aggressiv adfærd vil ofte have negative konsekvenser på lang sigt. Man oplever måske tab af venskaber og generel respekt, hvilket kan lede til isolation og ensomhed.
Assertiv adfærd
Den assertive adfærd indebærer, at man fastholder sine egne rettigheder og respekterer andres. Man tillader både sig selv og andre at give udtryk for følelser og holdninger.
Assertion vil sige, at man har forståelse for, at der gælder fælles rettigheder:
- Retten til at sige nej uden at have skyldfølelse
- Retten til at have og udtrykke egne meninger og følelser
- Retten til at der bliver lyttet til én, og at man bliver taget alvorligt
- Retten til at bede om det, man ønsker
- Retten til at bede andre om hjælp
- Retten til at forholde sig til andre uden at være afhængig af deres anerkendelse
Når man lærer at kommunikere assertivt, opnår man løsninger, som respekterer alle. På den måde bliver relationer bygget på gensidig forståelse og ærlighed.
Det kan være svært at turde stå inde for sine egne behov og meninger og samtidig respektere andres holdning – måske især når man står over for en person, der kommunikere aggressivt.
Forbedring af kommunikation kræver øget selvværd. Det handler i bund og grund om følelsen af, at man er nok værd til at kunne stille krav til omverdenen.
I CityTerapi hjælper vi hver dag mennesker med at øge deres selvværd og træne deres kommunikative evner. I denne forbindelse hjælper vi dig med at acceptere både dine positive og negative egenskaber, identificere dine ønsker og behov samt opnå metoder til at kommunikere disse ud, således at du kan udtrykke dig på en respektfuld måde.






