Selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker
At have det så dårligt så man overvejer selvmord
De fleste mennesker oplever at have det dårligt og måske endda være i krise i perioder af deres liv.
Årsagerne hertil kan være mange: fx et forlist parforhold/ægteskab, fyring fra sit arbejde, alvorlig kronisk sygdom, psykisk sygdom, eller dødsfald af en nær ven eller et familiemedlem.
For nogle mennesker medfører dette tanker omkring at tage sit eget liv. Oftest ikke fordi de egentlig ønsker at dø, men snarere fordi de dels ikke kan bære den smerte, der er forbundet med den pågældende livssituation. Og dels fordi de ikke kan se nogen vej ud af smerten. Der er tilsyneladende ingen mulige løsninger på problemet, og de kan simpelthen ikke holde det ud.
Alvoren ved selvmordstanker
For nogle mennesker resulterer selvmordstanker i deciderede selvmordsforsøg. Og nogle af disse selvmordsforsøg har døden som følge. I Danmark forsøger ca. 20 mennesker hver dag at tage deres eget liv, og ud af disse dør i gennemsnit 2 af dem om dagen (Pia Langhoff og Center for Selvmordsforskning, Faktaserien nr. 6, 2003). Derfor bør selvmordstanker altid tages alvorligt.
Skaf hjælp og støtte
Har man selv selvmordstanker, skal man ikke sidde alene med dem. Man skal opsøge hjælp og have nogen at tale med om det, der gør ondt. Desværre er der mange, som skammer sig over at have det så skidt. Der måske endda ser det som værende sølle og ynkeligt og derfor afholder sig fra at søge støtte og hjælp fra omgivelserne. Men det er ingen skam at have det dårligt og at have behov for hjælp. Det er menneskeligt. Og det er utroligt vigtigt, at man rækker ud efter hjælp, når selvmordstankerne trænger sig på. Ellers ender man måske med faktisk at tage sit eget liv.
Er det ikke en selv, men derimod en man kender, som tænker på selvmord, så er det vigtigt at tale med ham eller hende om det; hjælpe og støtte i det omfang, man kan; og også meget gerne hjælpe vedkommende til at få hjælp fra professionelle, hvis der er behov for det. Fx kan man gå med til lægen eller hjælpe med at finde og bestille en tid hos en psykolog.
Hjælpen
En psykolog kan hjælpe et menneske med selvmordstanker blandt andet ved nærvær og støttende omsorg og forståelse, men også ved at de sammen finder løsningsmuligheder og alternative måder at håndtere og forholde sig til det, der volder så meget smerte. Derigennem kan den selvmordstruede nå frem til mere styrke, ro, håb og ikke mindst livslyst.
Hjælp til pårørende
Der kan være et væld af svære følelser og stor stress forbundet med at kende et menneske med selvmordstanker eller et menneske, der har begået selvmord.
Mange føler et enormt stort ansvar og får nemt skyldfølelser. Der kan være en følelse af, at man bør kunne forhindre det (eller burde have kunnet forhindre det, i de tilfælde hvor selvmordet er lykkedes). I nogle tilfælde føler de pårørende måske endda, at selvmordstankerne (eller selvmordet) er deres skyld – direkte eller indirekte.
Pårørende kan derfor ligeså have behov for hjælp og støtte, da det kan være alt for svært at gå rundt med alene.
Kontakt os for mere information
Hvis du er i en situation hvor du ønsker akut hjælp i forbindelse med selvmord, skal du kontakte livslinien på: 70 201 201







